Daghjemmet på Højstruphave har etableret sig som en stabil og tryg base for mange ældre borgere i Vallensbæk, og i onsdags var borgerne på daghjemmet samlet til sommerfest.
- Vi tror på, at det er vigtigt at give vores ældre borgere et sted, hvor de kan mødes med andre ældre og være en del af et større fællesskab. Det kan de her på daghjemmet. Og sommerfesten i dag er et eksempel på den glæde og samhørighed, der opstår, når vi samles, fortæller Katja Rønne Nørholm, leder af plejeboligområdet.
Sommerfesten blev arrangeret af borgerne selv, der havde inviteret deres nærmeste med. Personalet i Højstruphave daghjem var også i festligt humør og var iført farverige sommerkjoler for at sætte den rette stemning.
Mindsker ensomheden
Festlighederne startede med en lækker sommerbuffet. Den gode mad og drikke satte gang i samtaler og grin, og efter spisningen var der tid til musik og sang. Sommerviser fyldte lokalet, og borgerne sang med i kor, og nogle lod sig føre med og gav et lille solonummer.
- Grundtanken bag Daghjemmet på Højstruphave er bl.a. at skabe et sted, der kan være med til at bekæmpe ensomhed blandt byens ældre borgere, samt at styrke den enkelte borgers ressourcer i forhold til selvstændighed. Tiden i Daghjemmet skal give borgerne en følelse af værdighed, stabilitet og tryghed i deres hverdag, fortæller Katja Rønne Nørholm.