I Center for Pleje og Omsorg i Vallensbæk er en gruppe engagerede medarbejdere nu i gang med et uddannelsesforløb for at blive værdighedsambassadører. Disse ambassadører kommer til at spille en vigtig rolle i at igangsætte tiltag, der gør pleje og omsorg for ældre mere værdig i dagligdagen.
Center for Pleje og Omsorg har meget stort fokus på værdighed i mødet med borgerne og deres pårørende Værdige relationer udgør kernen i opgaven og er det overordnede fokusområde i kommunens værdighedspolitik, og man har løbende dialog mellem ledere og medarbejdere for at sikre værdigheden bedst muligt i forhold til den enkelte borger.
Susanne Ormstrup, Chef for Center for Pleje og Omsorg, udtaler:
- Vores nye værdighedsambassadører bliver afgørende for vores ældste borgere og vil være et stærkt supplement til vores ældrepleje. Der er generelt behov for mere værdighed i ældreplejen, og derfor bliver ambassadørerne også rollemodeller for os alle sammen.
Vallensbæk inspirerer
At der gøres noget for ældreområdet i Vallensbæk, har også Christiansborg fået øjnene op for. I Løbet af året har ældreminister Mette Kierkgaard været på inspirationstur i Vallensbæk, en inspiration hun tog med videre til arbejdet med en ny ældrelov. For nylig fejrede kommunen også, at man havde uddannet 13 nye demensambassadører. En undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen fra oktober viste også, at Vallensbæk er den kommune i Hovedstadsområdet, der bruger mindst antipsykotisk medicin til borgere med sygdommen demens.
- Vi har et reelt ønske og en klar ambition om, at borgerne mødes med respekt og værdighed i en periode i deres liv, hvor de bliver afhængige af andres hjælp. Selvom man er afhængig af andres hjælp i dele af livet, skal man ikke passiviseres, men derimod mødes værdigt og have selvbestemmelse i eget liv. Her kommer værdighedsambassadørerne også til at spille en vigtig rolle, siger Susanne Ormstrup.
De udvalgte værdighedsambassadører repræsenterer hele ældreområdet fra sygeplejen og hjemmeplejen til plejeboliger. De vil fungere som nøglepersoner i at integrere værdighed i samarbejdet mellem medarbejdere, borgere og pårørende. De kommende værdighedsambassadører skal deltage i et forløb med Værdighedsrejseholdet fra Sundhedsstyrelsen fra november 2023 til juni 2024.
Læringsforløbet bygger videre på eksisterende viden og fokuserer på selvbestemmelse, livskvalitet og værdighed i hverdagen. Målet er at ruste værdighedsambassadørerne med redskaber til at opnå konkrete resultater i praksis med fokus på den enkelte borgers behov og ønsker. Forløbet skal styrke den faglige praksis og udvikle metoder til systematisk arbejde med værdighed, samarbejde og refleksion i dagligdagen.