Det tidligere erhvervsområde, som omfatter Vejlegårdsvej 53 og Vejlegårdsvej 51/Torbenfeldvej 2 , er ved at blive omdanne til en moderne etageboligbebyggelse, Emiliehaven.
I Emiliehaven opføres lejlighederne i to byggefelter med sammenhængende blokke i hhv. fem-seks etager og i fire-fem etager. P-pladserne vil blive anlagt i kælderen, og det giver plads til grønne arealer omkring bygningerne. Emiliehaven lever op til udviklingsstrategiens visioner med sine grønne områder omkring boligblokkene. Her er beskrevet, at i udviklingen af nye byrum skal vi have fokus på at få naturen ind mellem boligerne, så naturen ikke blot omkranser dem.
P-kælder giver plads til grønne områder
Det er besluttet, at der skal være én p-plads per bolig. De mange p-pladser bliver hovedsageligt opført under jorden, og få af dem vil blive opført på terræn. Fordi p-pladserne ligger under jorden, bliver der gjort plads til grønne arealer imellem og rundt om blokkene i Emiliehaven.
De grønne arealer skal fungere som rekreative mødesteder, der giver frirum og plads til afslapning. Der vil blive indrettet flere grønne nicher, der inviterer til leg og ophold med mulighed for at beboerne både kan oprette pryd- og urtehaver.
Adgang til de nye boliger fra Torbenfeldvej
Adgangen til de nye boliger bliver ad Torbenfeldvej i bil. Hvorimod du som fodgænger både kan komme til de nye boliger via Vejlegårdsvej og Torbenfeldvej.
Det er ikke Vallensbæk Kommune, der skal bygge Emiliehaven. Det er ejeren af grunden, der har ønsket at udnytte muligheden i kommuneplanen for at rive erhvervsbygningerne ned og i stedet bygge boliger.
Byggeriet er i fuld gang og det er udvikler og bygherre K-Fastigheter der opfører boligerne. Boligerne forventes at være klar til indflytning i 2022.