Den nye lokalplan 107 skaber mulighed for 67 nye boliger og lige så mange parkeringspladser.
Lokalplan 107, Vallensbæk Stationstov Syd, skal skabe nye muligheder for boliger på stationstorvet. I den nye lokalplan gør vi plads til 67 nye boliger i forlængelse af den eksisterende centerbebyggelse. Når vi gør plads til de nye boliger, sørger lokalplanen samtidig for, at varegården bliver dækket af, så vi sænker støjen. På den måde bliver levering af varer til butikkerne forenelig med et boligområde.
I lokalplanen gør vi ikke kun plads til nye lejligheder, vi gør også plads til bilerne. Med 67 nye lejligheder følger også 67 nye parkeringspladser. I den nye lokalplan betyder det dermed, at vi udvider mulighederne for parkering, så der i alt bliver 160 parkeringspladser i den del af Stationstorvet. De 67 nye pladser bliver en del af det nye byggeri, og de opføres i parkeringskælder.
Den nye lokalplan skaber kun plads til nye boliger, og ikke nye butikker.
De nye boliger bliver lyse og veldisponerede. Alle boliger får store opholdsrum og altaner mod enten syd eller vest. På den måde får vi på bedst mulig vis udnyttet dagslyset som naturligt lys i lejligheden.
Karré i fire til seks etager
Den nye bygning bliver udformet, så den fuldender den eksisterende bygning som en karré. Der bygges tre nye sider til det, der skal udgøre karréen. De nye bygninger vil være i fire til seks etager. Mod S-banen er de højest, og lavest ved Vallensbæk Stationstorv. De trapper ned fra nord mod vest og syd. På den måde får vi lukket støjen fra S-banen ude og sollyset inde på den fælles terrasse.
I hjertet af de nye boliger – af karréen - vil den fælles terrasse være placeret, hvortil der er adgang via trappeopgangene.