”Hvis du ser et behov, der ikke bliver udfyldt, kan du enten sidde og brokke dig ovre i hjørnet eller tage skeen i egen hånd og gøre noget.
Jeg har været i IT-branchen i 20 år og har selv tre børn, og jeg så et skrigende behov for, at børn og unge lærer mere om IT end bare at være forbruger af det. Derfor startede jeg Coding Pirates i Vallensbæk.
Fra mit netværk i Vallensbæk vidste jeg, hvem mange af de IT-kyndige forældre var. Vallensbæk er jo vitterligt en lille by, så har man børn, der har gået til svømning, fodbold eller ridning, kender man stort set det meste af byen. I starten var vi seks-syv frivillige og 20 børn - i dag er vi 14 frivillige, 60 børn og har venteliste.
Hos Coding Pirates lærer børnene at programmere, at designe ting i 3D, at bygge robotter, at designe spil … De lærer at lege med IT og være kreative med IT. Det er ren LEGO bare oversat til en digital verden. Børnene får lov at lege, at lave noget, at fejle og starte forfra.
Det er fantastisk at se børnene tage det til sig og udvikle deres egne ting og når de senere kommer – superstolte – og viser det til os. Der er ingen af os, der er skolelærere, så vi er ikke vant til den her umiddelbare feedback - det er superskægt at prøve.
Der er en stor tilfredshed i at se et behov, at løse opgaven og komme i mål. Og det stopper ikke her. Vi bliver ved med at udvikle os, at få flere frivillige og flere børn. Det er en fantastisk rejse.”