"Ingen skal sidde alene"

"Juleaften er nok den dag, hvor jeg har haft sværest ved ikke at tage arbejdet med hjem. Jeg kan ikke bære, at der er nogen, der skal sidde alene, så nu har jeg været med til at holde frivillig jul på Rønnebækhus i fem år.

Sådan noget starter jo altid med ’nå, giver du ikke lige en hånd med’, og nu står jeg sådan set for hele arrangementet. Jeg er kontrolfreak, og jeg elsker, at jeg har styr på, at det nu er de rigtige småkager og kaffekopper.

Julemaden skal være den traditionelle, og jeg går op meget op i, at der er et langt fint bord med rød dug og julestjerner, at lyset er dæmpet og at der er en brunkage til kaffen – det skal bare være rigtig hyggeligt. Jeg kan næsten se alle minderne suse igennem hovedet på de ældre, når de kommer ind og kan dufte maden.

Så spiser vi sammen stille og roligt, synger nogle julesange, og senere er der pakkeleg. De er jo ikke så hurtige med den dér terning og kan ikke nå alle gaverne, så jeg står på den ene side af bordet og min datter på den anden, mens de rafler, og vi spørger hvad for en gave, de skal have og farer sådan lidt rundt. De synes jo, at det er så sjovt, at de må stjæle fra hinanden.

Jeg tror faktisk, det for mig er den allerbedste dag på året. Det er bare så givende, fordi de ældre er så glade og nærmest sidder med tårer i øjnene, når de går hjem. Hvert år spørger de mig – og allerede juleaften – om jeg holder jul igen næste år. Og når jeg møder dem på gangene flere dage efter, falder de mig om halsen og siger ’hold da op, Majbrit, hvor var det en dejlig jul og tusind tak for det’.

Jeg har spurgt min familie om de føler, at der går noget fra deres jul, men de siger: “Overhovedet ikke,” fordi de kan mærke på mig, at jeg bliver glad af det - og vi når jo at holde jul alligevel. Så ved jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for, at der ikke var nogen, der skulle sidde alene – det giver mig en bedre følelse i maven.”