Kommunalbestyrelsen godkendte den 16. december 2020 en supplerende høring til rammeændringer for VUC- og Vandgrunden, som samlet kaldes Nordporten. Samtidig besluttede Kommunalbestyrelsen, at de foreslåede rammeændringer skal i offentlig supplerende høring i fire uger for at give berørte borgere mulighed for at udtale sig jf. Planloven, Kapitel 6 - Planers tilvejebringelse og ophævelse § 27, stk. 2.
Forslag til Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032 har været i høring i elleve uger fra den 23. juni 2020 til den 12. oktober 2020. I høringsperioden har der været forhandlinger med ejer af VUC-grunden om byudvikling ved Gymnasievej. Det har givet anledning til forslag til ændringer i kommuneplanrammerne for Nordporten.
Der er i høringsperioden indgået en samarbejdsaftale om det samlede område bestående af VUC- og Vandgrunden. Dette betyder, at kommuneplanrammerne for byudviklingsområdet skal ændres, før forslag til Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032 kan blive vedtaget endeligt i 2021. Det nye byudviklingsområde skal indeholde familieboliger, senioregnede boliger, ungdomsboliger, daginstitution, en ny VUC-skole, rekreative arealer og tilhørende infrastruktur i form af veje og parkeringspladser.
Før Kommunalbestyrelsen kan endeligt vedtage Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032, skal borgerne have mulighed for at kommentere forslag til ændringer i kommuneplanrammerne for VUC- og Vandgrunden. (Nordporten). Forslag til ændringer i kommuneplanrammerne offentliggøres hermed, og alle borgere får fire uger til at komme med bemærkninger. Forslag til de ændrede kommuneplanrammer, som skal i supplerende høring, kan ses i bilag 1 her på siden.
Baggrund
Når en kommuneplan har været i høring, kan kommunalbestyrelsen vælge at ændre planen. Formålet med høringen er at indsamle borgerens viden og ønsker til kommunens planlægning. Der kan derfor opstå et grundlag for at ændre planen i forbindelse med den endelige vedtagelse.
Planloven indeholder bestemmelser om mulighed for at ændre en kommuneplanramme. Hvis borgere eller myndigheder bliver berørt af ændringen, skal de have lejlighed til at udtale sig om ændringen, før kommunalbestyrelsen vedtager planen endeligt.
Det svarer til en partshøring, hvor kommunen ikke må træffe beslutning, før sagens parter har fået mulighed for at udtale sig.
Miljøvurdering
På baggrund af den indledende miljøscreening for forslag til Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032 har Vallensbæk Kommune vurderet, at Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032 ikke påvirker miljøet væsentligt, og der er derfor ikke udarbejdet en miljørapport i henhold til Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. Indholdet i ændringerne i rammerne for VUC-grunden er ikke af et omfang, som medfører en yderligere miljøvurdering af indholdet.
Høring
Forslag til Vallensbæk Kommuneplan 2020-2032 er den 16. december 2020 godkendt af Kommunalbestyrelsen til offentlig høring, som løber fra den 17. december 2020 til den 14. januar 2021, hvor alle har mulighed for at komme med synspunkter til det fremlagte materiale.
Vallensbæk Kommune gemmer alle breve og e-mails og kvitterer for modtagelsen af dem frem til den 14. januar 2021. Kommunalbestyrelsen vil derefter tage stilling til det fremsendte materiale og på det grundlag vedtage kommuneplanen efterfølgende. Herefter vil alle, der har indsendt bemærkninger, få besked om, hvordan deres bemærkning er blevet behandlet.
Indsigelser og bemærkninger skal så vidt muligt sendes digitalt til:
- e-mail: cet@vallensbaek.dk
Eller alternativt med posten til:
- Vallensbæk Kommune
- Center for Teknik
- Vallensbæk Stationstorv 100
- 2665 Vallensbæk Strand
Mindretalsudtalelse fra Dansk Folkeparti
”Dansk Folkeparti er imod at øge muligheden for byggeri på VUC-grunden. Dansk Folkeparti er ikke imod, at der kan bygges på grunden, men det bør være tæt, lavt byggeri og ikke højhuse.”