Hvad er biodiversitet?
Biodiversitet er et udtryk for naturens mangfoldighed. Det vil sige alt det liv, der findes på jorden i form af dyr, insekter, planter, svampe, bakterier og alt levende, der tilsammen er afgørende for arternes overlevelse.
Vallensbæk er en bykommune med Vallensbæk Mose og Strandparken som de to største rekreative arealer. I Vallensbæk Mose finder du unik natur med mosen, eng og søer. Strandparken er hjemsted for et rigt dyreliv med blandt andet knap 200 forskellige fuglearter.
Hvad gør vi?
I Vallensbæk arbejder vi på at øge den rekreative værdi og oplevelse til både gavn for borgere og naturen. Det gør vi blandet ved at:
- Lade græs og vilde blomster stå de steder, hvor det ikke er til gene for nogen. Det kan fx være på Vallensbæk Fodboldgolfbane, hvor græsset kun bliver slået på banerne og stierne mellem banerne. Eller på Bybakken bag Vallensbæk Kirke, hvor Vej & Park slår nogle stier gennem det grønne areal og lader resten være græs.
- Overvejende plante stauder, når vi fx tilplanter rundkørslerne. Det skyldes, at stauder genblomstrer hvert år og tiltrækker flere insekter og sommerfugle.
- Lade døde træer eller træstammer efter fældning blive tilbage, hvis de ikke er til gene for nogen. For eksempel i naturarealer som Vallensbæk Mose. Der kan være op til 300 forskellige insekter i en død egetræsstamme.
- Tænke hele naturen ind ved at vælge forskellige planter og primært bruge træer og buske, som er hjemmehørende. Ved fodboldgolfbanen ud mod Ringstedbanen er der plantet et bælte med bærbuske og planter, der både tiltrækker insekter og fugle. Ukrudtsplanter er tit rigtig gode for insekter, derfor fjerner vi som udgangspunkt kun de invasive arter.
- Plante natur til gavn for driften. Det vil sige, at den som udgangspunkt kan passe sig selv.
- Udsætte græssende kvæg i Vallensbæk Mose, der hjælper med at holde græsset nede og øge diversiteten i området.
Vil du vide mere, om hvad vi gør for biodiversiteten i Vallensbæk Kommune, kan du lytte til vores podcast 'Samtaler om Vallensbæk', hvor Dan Sandager, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening Vallensbæk-Ishøj lokalafdeling, og Kim Jensen, formand for Grønt Team i Vej og Park i Vallensbæk, i fjerde afsnit fortæller om biodiversitet i kommunen.
Lyt til 'Biodiversitetens naturlige liv' i podcasten 'Samtaler om Vallensbæk'.
Parkbåndet løber mellem Løkkekrogen til Vallensbækvej. Det overordnede mål er, at parkbåndet bliver et attraktivt grønt areal, der indbyder til ophold og gåture og transport for bløde trafikanter.
Parkbåndet
Første etape af parkbåndet blev indviet i september 2021, mens en forlængelse af parkbåndet – etape 2 blev indviet i september 2023. Parkbåndet er Vallensbæk Kommunes første ”Vild Med Vilje”-område.
Vild Med Vilje er et landsdækkende initiativ til at øge biodiversiteten ved at skabe naturoplevelser, som kan inspirere til at gøre en forskel for naturen.
I Parkbåndet er der lagt lidt større sten ud på området, som ved hjælp af solens stråler bliver varme, og det tiltrækker mange sommerfugle og andre insekter. Der er også plantet 31 forskellige danske hjemmehørende planter samt flere forskellige hjemmehørende buske i Parkbåndet, som du kan se af nedenstående liste.
Højt græs og engblomster
Engblomster og højt græs kan være med til at tiltrække flere insekter, sommerfugle og fugle. Derfor har vi i Vallensbæk Kommune udvalgte områder med blomsterenge og højt græs.
Vallensbæk Mose
Vallensbæk Mose dækkes i dag af eng, mose, pilekrat, rørsump og småsøer og har et rigt fugleliv med ynglefugle som nattergal, bogfinke og gransanger.
Protektor for den grønbrogede tudse
Vallensbæk Kommune har et særlig nationalt ansvar for at beskytte den grønbrogede tudse. Tudsens bestanddel er gået meget stærkt tilbage, og på Fyn og Sjælland findes den kun få steder, mens den er helt væk i Jylland. Tudsen har tidligere forekommet i større antal i Strandparken, og derfor har flere af Strandparkens kommuner fået den som ansvarsart.
Læs mere om tudsen på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside.
Hvad kan du selv gøre?
Som borger kan du selv være med til at fremme biodiversiteten her i Vallensbæk ved at indrette din have så den sprudler af liv. Det gør du blandt andet ved at:
- Have vand i haven. Et fuglebad eller en lille dam sikrer, at dyrene har noget at drikke og tiltrækker fugle og insekter.
- Lade græsset gro. Optimalt set slår du kun græsset to gange om året. Alternativt kan du lave pletter på græsplænen som plæneklipperen kører uden om, og hvor mælkebøtter og andre vilde planter får lov at gro. Insekter, sommerfugle og bier trives bedre, når græsset har forskellige længder.
- Droppe sprøjtegiften.
- Lade døde grene og træer stå. De er perfekte hjem for smådyr og insekter.
- Sætte fuglekasser op. Det giver fuglene bedre yngleforhold.
- Lægge kvasbunker ud til for eksempel pindsvin og biller.
- Lave kompostbunker af planteaffald.