Ishøj Kommune vurderer, at etableringen af Skovmosen II antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Projektet er derfor omfattet af krav om udarbejdelse af miljøvurdering og tilladelse efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Afgørelsen er truffet efter § 21 i miljøvurderingsloven.
Projektet er miljøvurderingspligtigt, da miljøpåvirkningernes omfang er af en sådan grad eller karakter, at projektet medfører væsentlig påvirkning af miljøet.
Afgørelsen er truffet på baggrund af oplysningerne i anmeldelsen og vurderet i forhold til kriterierne i lovens bilag 6.
Afgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om, at projektet skal underkastes en miljøkonsekvensvurdering.
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål. Det vil sige spørgsmål om overholdelse af lovens bestemmelser i forbindelse med sagens behandling.
Afgørelsen kan påklages af:
- Miljø- og fødevareministeren
- Enhver med retlig interesse i sagens udfald
- Landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Ønskes der at klages over afgørelsen, skal det ske via klageportalen, som er en digital selvbetjeningsløsning. Klageportalen kan findes på WWW.BORGER.DK, WWW.VIRK.DK og WWW.NAEVNENESHUS.DK. Ved klage skal der betales et gebyr, hvis størrelse er oplyst på klageportalen.
Klagefristen udløber den 7. november 2022.
Ved rettidig klage kan Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemme at afgørelsen ikke må udnyttes. Er et bygge- og anlægsarbejde iværksat, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet påbyde dette standset.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.