Som flere af kommunens andre institutioner plantede Piletræets børn sidste år snacktræer og pizzabuske på et nyt sankeområde, som alle forbigående har kunnet nyde godt af og nipse krydderurter eller bær af.
Faktisk var projektet så stort et hit i Piletræet, at sneen knapt var smeltet i sidste uge, før børnene gjorde klar til at udvide de grønne arealer ved indgangspartiet. Planterne har nemlig givet børn og medarbejdere en masse glæde gennem hele sæsonen sidste år, fortæller pædagog Dorthe Rud Hansen fra Piletræet.
- Det gav en masse at snakke om for børn og os voksne. Sammen kunne vi se det hele vokse dag for dag, og børnene var med til at vande og nusse om planterne. Den nysgerrighed og viden giver børnene fornemmelse for natur og dyrkning, siger hun.
De nye buske står sammen med sidste års snacktræer lige foran indgangen til Piletræet. Derudover har børnene også lavet nye stiklinger og sået frø til de mange plantekasser ved indgangspartiet.
Fakta: Alle skoler og institutioner planter
Igen i 2023 vil det spire i Vallensbæk, for alle daginstitutioner og skoler samt Korsagergård, Ungdomsskolen, Juniorklubben Toppen og De grønne spejdere er igen i år med til at så og plante på kommunens grønne områder.
Børnene plantede to bærbuske: stikkelsbær og jostabær, som er en blanding af solbær og stikkelsbær.