På en overskyet men mild dag dannede Vallensbæk rammen om den årlige Store Cykeldag, hvor omkring 100 borgere deltog. Arrangementet bød på en 15 km lang rute, som førte deltagerne gennem nogle af kommunens mest naturskønne områder.
Dagen begyndte ved rådhuset, hvor både unge og ældre var fremmødt til en aktiv dag i naturen. Her fik alle fyldt depoterne op med croissanter, frisk frugt og kaffe, så de var klar til at give den gas på cykelstien.
Borgmester Henrik Rasmussen førte an, og ruten tog deltagerne gennem nogle af de mest naturskønne områder i Vallensbæk.
Turen sluttede ved Naturlegepladsen. Her blev der serveret lækker grillmad og prisoverrækkelser for de forskellige konkurrencer, som man havde mulighed for at deltage i.
Præmierne blev sponsoreret af vores fantastiske lokale støtter - Vallensbæk Cykler, Fri Bikeshop, Superbrugsen, Rema 1000 og Netto.
Store Cykeldag er ikke blot en mulighed for motion og frisk luft, men også en velkomst for nye borgere og en fejring af fællesskabet og de mange muligheder i Vallensbæk. En stor tak rettes til alle deltagere og de mange frivillige, der gjorde denne dag til en succes. Vi ser frem til næste års arrangement, hvor vi igen kan samles og nyde vores smukke natur på to hjul.