Gapacity ved Henrik Nielsen var vinderen af Iværksætterpris 2020, ved Erhvervssammenslutningens prisuddeling i Vallensbæk for nylig.
“Det er et skulderklap, det er der ingen tvivl om. Det var meget overraskende, og jeg håber, at I også til næste år kan finde nogle dygtige iværksættere til at modtage prisen,” siger Henrik Nielsen.
Enmandsvirksomheden Gapacity har eksisteret siden 2015 med Henrik Nielsen i spidsen. Han er selvstændig iværksætter og rådgiver for store internationale virksomheder blandt andet for Euronet Worldwide og har Sverige, Norge og Danmark som sit domæne.
“Jeg vil altid se mig selv om iværksætter, for jeg har hundredvis af ideer, og jeg er ikke færdig med iværksætteri. Enten kommer jeg til at investere i noget, ellers starter jeg noget op selv,” siger Henrik Nielsen.
Henriks arbejdsliv er inspireret af hans ældre bror, som altid har arbejdet freelance og som konsulent. Henrik har derfor også selv drevet virksomheder både som konsulent og som iværksætter.
“Jeg har beskæftiget mig med mange forskellige opgaver inden for mange forskellige områder. Lige fra atomkraftværker til landbrug. Da internettet kom, så jeg muligheder i det: Fra 2004 til 2011 opbyggede jeg sammen med en makker på daværende tidspunkt Danmarks største online trykkeri – Print2People – som stadig eksisterer i dag,” siger iværksætteren.
Henrik leverede selv julegaverne fra Print2People
“Jeg har aldrig haft følelsen af at ville give op. Jeg har overbevist mig selv om, at outcomet er større end de udfordringer, der skal overvindes undervejs,” siger Henrik.
I Print2Peoples spæde start kom virksomhedens succes bag på iværksætteren og hans makker. Efterspørgslen på produkter som fotobøger, musemåtter og plakater med private fotos, var virkelig stor og især op til jul.
Serverne, som det online printtrykkeri, var bundet op på, kunne ikke følge med efterspørgslen. Så der kom en masse ordre ind, men de blev aldrig omdannet til trykklar filer. Udfordringen med serveren blev løst, men det skabte en del forsinkelse på ordrerne.
“I en periode op til jul arbejdede vi i døgndrift. Dagen før jul måtte vi selv ud at levere de sidste ordrer – det år var jeg hjemme fra job kl. 6 juleaftensmorgen,” siger iværksætteren.