En gang om året er der tradition for, at skolen forvandles til byen, Egholm City, hvor elever fra alle årgange har forskellige erhverv, for at få et indblik i, hvordan fremtiden kan se ud.
Besøg på byens redaktion
Vi besøgte redaktørerne på 'Egebladet', som hver dag arbejdede på at fortælle om alle de sjove begivenheder, der havde været i løbet af ugen. Som redaktør er du ude og interviewe medarbejderne i de forskellige forretninger, fortæller Emma fra 5. a., som vi mødte på redaktionen. Hun syntes, det har været rigtig spændende at prøve at arbejde som redaktør/journalist, men i fremtiden drømmer hun om noget lidt andet.
- Det er rigtig sjovt at prøve. Især at interviewe folk. Man får mange gode samtaler, men jeg er ikke så vild med at sidde ved computeren. I fremtiden vil jeg meget hellere arbejde med børn og være mere social, fortæller Emma Bruun fra 5.a.
Som journalist har hun fået indsigt i mange forskellige jobs. Hun interviewede bl.a. medarbejderne fra byens konditori, som hun skrev en historie omkring.
"Konditoriet har haft en god start, siger Oliver og Adrian. De har fordelt arbejdet mellem sig. Nogle laver plakater, og andre bager kager. De har bagt kager, og de syntes det var sjovt, fordi de måtte pynte kagerne, som de ville. Deres yndlingsting var at bage og pynte kagerne og sætte dem på fadene.
Alexandre havde lavet plakater, hvor hun skulle tegne kager og skrive prisen. De bytter roller hver dag. Hendes yndlingsting ved at være konditor var at møde nogle nye mennesker."
Skrevet af Emma Bruun, som i den grad kan relatere til Alexandres yndlingsting ved at være konditor.