Fra et mørkt køkkenvindue spejder en kvinde med sort opsat hår og vagtsomme øjne ud. Hun kigger ud på de tunge skyer, der ligger som en dyne hen over gårdspladsen og kvæler formiddagens lys. Alla og hendes familie er langt væk hjemmefra, og mange af hendes tanker flyver gennem det grå skydække og hjem til familie og venner i Ukraine.
De er en af de ukrainske familier, som senest er flyttet til Vallensbæk. Familien tæller Alla og hendes mand Pavlo, deres to drenge, og Allas mor Svytlana. De er flygtet fra Kherson, en af de fire russiskannekterede provinser, der ligger i det sydlige Ukraine ud til Sortehavet, tæt på Krim-halvøen. Her levede de et helt almindeligt liv med arbejde og børn at passe. Indtil invasionen i februar i år, hvor også Kherson blev okkuperet af russiske tropper.
– Det var et liv i frygt, opsummerer Pavlo. - Når vi var i beskyttelsesrummene, kunne vi hele tiden høre eksplosioner. Vi prøvede at beskytte børnene mest muligt, så børnene kom kun ud for at komme på toilettet eller for at spise. Ellers lukkede vi os inde. Vi var konstant bekymrede for, om militæret pludselig ville banke på døren, siger han.
De urolige anelser om, hvad der skete for de folk, der helt forsvandt, blev også fodret af deres egne oplevelser af besættelsesmagten. Den ældre Svytlana oplevede, hvordan folk blev stoppet på gaden og måtte aflevere deres telefoner til mænd i uniformer, der kontrollerede deres private kommunikation.
– Jeg har oplevet, folk blev slået ned, hvis de sagde noget, som ikke passede militæret, eller hvis de nægtede at gøre, som de fik besked på. Så det var slemt, siger den ældre kvinde.
Rejsen til Danmark
I maj besluttede de, at det var for usikkert at blive. Alla og Svytlana flygtede først med drengene til Hviderusland, og senere mødtes de med Pavlo i Polen, inden de sammen begav sig videre til Tyskland.
– Hvis man tænker på, hvad vi kom fra, og hvad vi har oplevet, var det uanset hvad bare dejligt at være i Europa. Vi kunne stadig blive bange, hver gang vi hørte en flyvemaskine eller helikopter, fordi de startede en række af uhyggelige minder indeni os. Men vi var i sikkerhed, siger Alla.
Den 20. august ankom familien til Danmark, hvor de boede i to forskellige modtage- og asylcentre, inden de den 27. september fik besked om, at de ville blive modtaget som borgere i Vallensbæk Kommune. Inden der var gået en uge, kunne familien flytte ind i en nyrenoveret bolig i rolige omgivelser.
– Her er vi glade. Vi har varme og alt, vi behøver, siger Pavlo.
Han sidder i en af stuens to mørkegrå sofaer. Udover sofaerne består stuen af et par lænestole og et tidligere kantinebord med seks stole. I det ene hjørne står der en kasse med små og store legetøjsbiler, som tages frem, når drengene skal lege. Legetøjet er dog tæt på at være det eneste, der giver stuen lidt kolorit og personlighed. Men det er ikke så vigtigt lige nu for Alla og hendes familie.
– Det vigtigste er, at det ikke er farligt for os mere, og at vi kan sove bedre. Ja det eneste problem, vi har nu, er, at vi stadig ikke kan sproget, siger Alla på ukrainsk og lader et smil danse gennem stuen, som tolken i telefonen ikke behøver at oversætte.
Alla og Svitlana har fundet sig til rette i deres nye hjem og ser nu frem til at komme ud i job.
At stå på egne ben
Det danske er faktisk næste punkt på dagsordenen. De voksne starter i sprogskole. Deres ældste dreng på otte skal starte i skole, og deres yngste på tre er allerede startet i børnehave her i Vallensbæk. Målet er et helt almindeligt familieliv, og en af hjørnestene er arbejde.
– Vi vil gerne være selvforsørgende, så vi fremover kan klare os selv. Det er ikke noget for os at være på bistand og ikke bidrage, siger Pavlo.
Svytlana nikker og smiler. Om det så er rengøring eller fabriksarbejde, så er hun klar.
– Jeg er 60 år gammel og har altid arbejdet, men ikke de sidste otte måneder på grund af krigen, så jeg vil meget, meget gerne finde et arbejde.
Både de og Jobcentret er de overbevist om, at de finder et job inden længe. Der er allerede sket så meget godt i den måned, de indtil nu har boet i Vallensbæk, opsummerer Pavlo.
– Jeg kan ikke understrege nok, hvor taknemmelige vi er for den modtagelse, vi har fået i Danmark. Det er ikke alle steder, at man får flygtninge til at føle sig så hjemme, som vi føler sig som hjemme her. Vi har en fornemmelse af, at vi bakket op med al det, der er nødvendigt for at starte et nyt liv. Et liv i sikkerhed fra krigen.