Victor sidder på hug og har sine øjne fast rettet mod en orange fodbold. Med et lille skub triller han bolden langs et gult målebånd, der er lagt ud på asfalten i Egholmskolens skolegård. Bolden stopper langsomt op et godt stykke oppe ad målebåndet. Otte meter og 60 centimeter blev det til – og det bliver straks skrevet ind i Victors skema.
Det er Matematikkens Dag, og alle eleverne på Egholmskolen i Vallensbæk deltager. Og der er godt gang i både blyanterne og boldspillet, for årets tema er ’Matematik og Sport’, som har til formål at vise børnene, at matematik kan bruges alle steder:
”Matematik er ikke bare noget, der findes i en bog. Der er matematik i alt – også i bevægelse. Så det handler om at tænke matematik på en anden måde,” siger Helle Ibenholdt Jensen, der er lærer og matematikvejleder på Egholmskolen.
De sportslige aktiviteter bruges til dataindsamling, som eleverne efterfølgende skal bruge til at lave forskellige matematiske beregninger, der viser, hvordan matematik kan bruges i forbindelse med sport.
Læringen er det vigtigste
Mens en klasse sjipper, og andre løber eller spiller vandbowling, så arbejder Victor og resten af 3.A med bolde. Eleverne skal trille, kaste og sparke bolde langs et målebånd for at få en fornemmelse for, hvordan bolde i forskellige størrelser bevæger sig. 9-årige Victor har taget sin egen fodbold med hjemmefra: en godt brugt orange bold med sorte drager på.
”Det er sjovt, fordi jeg må have min egen fodbold med! Men jeg trillede den ikke så langt. Jeg måtte ikke have så meget fart på, for så kunne vi ikke måle det,” siger han.
Nogle af de andre elever har små hoppebolde med i varierende størrelser, som de også triller ned langs målebåndet. Det er ikke alle boldene, der når lige langt. Men det er heller ikke vigtigt, siger lærer Helle Ibenholdt Jensen:
”Det vigtigste er, at børnene lærer at aflæse et målebånd og udregne procenterne.”