Forleden var der fint besøg på Egholmskolen, da borgmester Henrik Rasmussen pludselig trådte ind midt i 3.A’s dansktime.
”Vi har jo haft den her fantastiske konkurrence, fordi dronningen fylder 80 år lige om lidt,” indledte borgmesteren, og det begyndte så småt at gå op for eleverne, hvad Henrik Rasmussens ærinde var.
”Nu er det sådan, at der er en dreng og pige, der har vundet konkurrencen. Kunne man mon forestille sig, at det var nogen herfra?”
”JAAAA!” lød det højlydt fra 3.A, mens nogle af børnene tog sig for munden og sendte spændte blikke til hinanden.
”Isabella!” jublede en dreng på en af de forreste rækker begejstret til en pige foran, da vinderbilledet blev trukket op af en taske og præsenteret for klassen.
Casper, som drengen hedder, havde nemlig malet billedet sammen med Isabella.
En fælles kommunal gave
I anledning af Dronning Margrethes 80-års-fødselsdag den 16. april har alle 98 kommuner i Danmark besluttet at give dronningen en gave i form af et maleri lavet af 3. klasses elever. I løbet af februar har alle Vallensbæks 3.-klasser således været i gang med pensler og farver, for at give deres bud på et vaskeægte dronningemaleri. Nu har en jury altså kåret Casper og Isabellas billede som det maleri, der skal være Vallensbæks gave til dronningen.
Maleriet bliver overrakt i en stor fælles ceremoni på Christianborg dagen inden dronningens fødselsdag. Isabella og Casper kommer til at deltage i ceremonien sammen med deres billedkunstlærer og SFO-leder og får selv lov til at give majestæten hendes gave.
Et fantastisk samarbejde
Begejstringen var derfor også svær at skjule, da Casper og Isabella blev hyldet foran 3.A. Især Casper lagde ikke skjul på, hvor glad han var, og hoppede jublende op og ned.
Malerierne er blevet lavet i skolens billedkunsttimer, hvor børnene har arbejdet sammen to og to. På Egholmskolen har eleverne malet i akvarelfarver og taget udgangspunkt i et billede af dronningen fra 1972. Derudover lød opgaven, at der skulle være svaner på maleriet, ellers var der fri fantasi.
”Vi har malet Amalienborg, og så har jeg tegnet en soldat med dronningens hund,” fortæller Casper om deres maleri.
Og samarbejdet mellem de to elever har været helt fantastisk, fortæller billedkunstlærer Pernille Vigsø.
”De valgte selv, at de ville arbejde sammen, og de har været så gode til at bidrage lige meget med ideer og streger. Det har været så godt,” siger hun med stolthed i stemmen og tilføjer:
”Jeg har hylet lidt. Jeg er så glad!”