Til november får Vallensbæks skoler hvert deres makerspace. Et lokale, hvor man blander kreative arbejdsformer og som bliver fyldt med digitalt udstyr som laserskærer og 3D-printere.
I løbet af den sidste uge begyndte lokalerne så småt at tage form. Dog i miniatureform og ved brug af pap og limpistoler.
Håndværk og design-elever fra Pilehaveskolen, Vallensbæk Skole og Egholmskolen er nemlig blevet taget med på råd i designprocessen, og gennem tre workshops på de forskellige skoler er eleverne kommet med ideer til, hvordan lokalerne skal indrettes.
”Det er ikke nok, at vi sidder på vores kontor og tænker gode ideer. Vi skal have eleverne med, som er dem, der skal bruge lokalerne bagefter. Vi vil gerne høre deres ideer til, hvordan rummet skal indrettes, og hvad der skal til for, at det bliver et sted, man har lyst til at være i som elev,” siger Steen Liljegren, der er udviklingskonsulent i Center for Børn og Unge.
Bevæbnet med limpistoler, hobbyknive og malerpensler gik eleverne på Pilehaveskolen således i gang med at give deres bud på, hvad lokalet skal indeholde. En scene og et stillerum var blandt forslagene. Workshoppen foregik i skolens kommende Makerspace-lokale, der ligger i kælderen og som er blevet sat i stand hen over sommeren – blandt andet med et gulv i flere farver.
Hør to af eleverne fra Pilehaveskolen fortælle om, hvad de har lavet:
De tre makerspaces bliver indrettet efter et 'upcycling'-princip, hvor gamle møbler og lignende fra skolerne bliver shinet op og brugt i lokalerne. Det er en bæredygtig tilgang, som samtidig giver lokalerne unikke udtryk.
Workshoppen blev afholdt i samarbejde med firmaet Hippomini, der efterfølgende vil gennemgå elevernes ideer og lave 3D-illustrationer af de tre makerspaces. De skal så præsenteres for elever og lærere på en minikonference.
Hvad er et makerspace?
Et Makerspace er et lokale eller område med forskellige teknologiske værktøjer til rådighed, f.eks. 3D-printere, laserskærere og folieskærere. Redskaberne giver mulighed for undervisningsforløb, hvor eleverne kan designe og producere konkrete objekter.
I budgetaftalen for Vallensbæk 2019 blev der afsat penge til at lave makerspaces på alle tre skoler. De bliver indviet til november.