I Vallensbæk Kommunes nytænkte 10. klasse er der lagt stor vægt på at skabe et tilbud, der både giver eleverne et fagligt og et personligt løft.
Det bliver et tilbud, der gerne skulle samle 20-30 elever fra næste skoleår, så der kan skabes et godt ungemiljø.
10. klasse er for mange elever et vigtigt år, hvor de bliver afklaret omkring fremtiden, får det sidste faglige løft eller udvikler de personlige kompetencer, der skal til for at kunne klare sig godt videre frem i livet. Det klare mål med 10. klasse er, at eleverne bliver uddannelsesparate.
I år er det lykkedes at få alle elever i 10. klasse parat til en ungdomsuddannelse, og sådan bliver det også fremover!
Samarbejde med Ungdomsskolen
Fra næste skoleår vil en del af 10. klasseundervisningen ligge på ungdomsskolen på Lundbækvej 5, hvor eleverne kan vælge mellem fire spændende valgfag i løbet af året. Valgfagene bliver udbudt som kurser af ca. 8 ugers varighed med 6 lektioner pr. uge.
En del af den obligatoriske undervisning vil også foregå på ungdomsskolen, og der bliver mulighed for at tænke de boglige fag ind i en praktisk og virkelighedsnær ramme.
Tilbuddet skal gøre eleverne klar til den uddannelse, de ønsker sig, men et 10. skoleår skal også adskille sig fra grundskolen og give nogle oplevelser, der er mere end bøger og faglighed. Derfor er der også i løbet af skoleåret en udlandsrejse, introforløb, sociale arrangementer og 3 ugers brobygning i samarbejde med ungdomsuddannelser.
Fleksibilitet og tryghed
Eleverne vil opleve stor tryghed i lokale rammer og fleksibelt planlagte skemaer, tilpasset deres uddannelsesønsker. Hvis de ønsker at gå den gymnasiale vej, er det muligt at få gymnasieforberedende matematik og ekstra fokus i dansk og engelsk.
Er man mere til de erhvervsrettede uddannelser, er der et tæt samarbejde med vejlederne og altid mulighed for at aftale ekstra praktikforløb og brobygning.
Der er tilmeldingsfrist 1. marts.
For mere information, ring til udskolingsleder på Pilehaveskolen Rasmus Rung Andersen 4364 4033.