Gråvejr, støvregn og mudder kunne ikke tage begejstringen fra onsdagens indvielsen af Ridecenterets nye ponyfold. Cirka 130 børn og pædagoger fra daginstitutionerne Stien og Syvhøjvænge var mødt op for at tage imod de nye beboere, Bella og Bojana. De to ponyer vandt hurtigt børnenes hjerter. Nysgerrige stimlede de sig sammen rundt om indhegningen og betragtede de brunøjede dyr, der ifølge børnene var ”seje” og ”søde”. Med små trillebøre, skovle og koste sørgede børnene desuden for, at der var pænt og rent rundt om dyrene.
De to miniheste bliver en del af et pilotprojekt, som Ridecentret har igangsat sammen med daginstitutionerne Stien og Syvhøjvænge. Sammen med en sprogkoordinator fra Vallensbæk Kommune vil Ridecentret teste om regelmæssigt besøg hos dyrene kan have en sprogstimulerende effekt.
Målet med projektet er at bruge ponyafdelingen som et læringsmiljø for at styrke og udvikle børnenes sprog. Der vil sat ord på det børnene ser og lært nye ord på tæt hold samtidig med, at de to daginstitutioner passer Bella og Bojana.
Projektet vil blandt andet være med til:
At tilbyde læring via oplevelser i virkeligheden.
At øge ordforrådet.
At opleve en sammenhæng mellem sprog og motorik.
At opleve glæden ved at have kontakt med dyr.
Erfaringerne fra projektet vil på sigt udbrede til andre børnehavegrupper og modtageklasser i Vallensbæk Kommune.
Ved onsdagens indvielse var også borgmester Henrik Rasmussen til stede. Han holdt en tale og bød ponyerne velkommen til Vallensbæk med tre store hurra’er. Bagefter klippede borgmesteren en rød snor over sammen med femårige Frida fra Syvhøjvænge. Og så var der fællessang. ’Jeg er en glad lille cowboy’, selvfølgelig.
Den nye ponyfold er åben for alle, og vi håber, at Vallensbæk vil tage godt imod sine to nye beboere.