Hvis man skal nå de unge, skal man vide, hvad der interesserer dem. Derfor inviterede borgmester Henrik Rasmussen seks skoleelever fra Vallensbæk Skole, Egholmskolen og Pilehaveskolen ind til et møde for at høre deres input og blive inspireret af deres tanker om corona.
Derudover blev de seks skoleelever gjort til smitte-ambassadører, så de kan gå ud på skolerne og smitte deres kammerater – ikke med corona men med gode vaner.
”Det er de unge selv, der bedst ved, hvordan vi når ud til deres aldersgruppe. Derfor er jeg virkelig glad for, at der var nogle friske elever, der havde lyst til at være med i dag og til at sprede budskabet ude på skolerne,” siger borgmester Henrik Rasmussen.
De seks spritnye smitte-ambassadører Jonathan, Celina, Frederik, Samina, Nikia og Borys tænkte, at en video var en god måde at nå deres jævnaldrende på: en besked fra unge til unge.
Derfor gik de sammen og brugte halvanden time på at lave en kort video, der sætter fokus på, at vi skal passe på de ældre og sårbare. Derfor er det vigtigt at vaske hænder, spritte af og undlade at give kram.
For som smitte-ambassadørerne siger i videoen: ”Overhold retningslinjerne – fremtiden er i dine hænder”.