Flora kom til verden den 15. august som datter af Anne Sofie og Steffen Nygaard, der netop var flyttet til Vallensbæk den 21. juli i år. Familien, som nu bor i Hyttekvarteret, blev varmt modtaget af både borgmester Henrik Rasmussen og kommunaldirektør Anette Laustsen.
Da telefonen ringede hjemme hos familien Nygaard med invitationen til fejringen, troede Steffen i første omgang, at det drejede sig om noget så kedeligt som skat. Til hans store overraskelse var det i stedet en glædelig besked om, at deres nyfødte datter, Flora, var blevet den historiske borger nummer 18.000.
- Det var en skøn oplevelse," fortæller Anne Sofie, "og vi er så glade for at være flyttet til Vallensbæk. Det er virkelig en dejlig kommune med masser af grønne områder og en skøn strand. Vi føler os allerede hjemme.
Kommune med mange fordele
Forældreparret fremhæver også de gode daginstitutioner og skoler i kommunen, som de ser frem til at benytte, når Flora bliver ældre. De har allerede oplevet Vallensbæks mange fordele, fra de grønne omgivelser til den gode infrastruktur med nem adgang til offentlig transport, cykelstier og bil.
- Vi har været imponerede over, hvor meget Vallensbæk gør for både ældre og unge. Det er en stor tryghed for os som nybagte forældre, tilføjer Steffen, der oprindeligt er fra Rødovre, mens Anne Sofie stammer fra Solrød.
Henrik Rasmussen udtrykte stolthed over kommunens vækst og ønskede familien et stort tillykke:
- At byde Flora velkommen som borger nummer 18.000 er et symbol på Vallensbæks udvikling og fremtid. Vi er glade for, at I har valgt at slå jer ned her og blive en del af vores fællesskab."
Familien ser frem til at nyde livet i Vallensbæk, hvor både de og Flora kan vokse op i trygge og smukke omgivelser.