”Du går til fodbold – jeg gider ikke være på hold med dig!” råber en pige.
Men bare, fordi man har fodbold-ben, er man ikke sikret en sejr i fodboldgolf. Det måtte flere elever sande, da Vallensbæks nye fodboldgolfbane i dag blev indviet.
150 elever fra Vallensbæk Skole og Egholmskolens 6.-klasser var med til at sparke banen i gang på en dag, hvor den lumre junivarme fik sveden til at pible fra nakken – selv inden boldene kom i spil.
Men i spil kom de. Boldene. Efter en kort præsentation blev eleverne sluppet løs på banens 18 huller. Eleverne var på forhånd inddelt i hold, og imens nogle testede de forskellige baner, kunne andre fornøje sig med aktiviteter faciliteret af henholdsvis spillere fra Vallensbæk IF’s 1. seniorhold og Fodtennis Danmark.
Med et score/regelkort i hånden krydsede eleverne igennem det høje græs, der adskiller de forskellige baner, og fordelte sig ud på de baner, de havde fået tildelt. Flere skulle også helt forstå reglerne … for fodboldgolf, hvad er det nu lige, det er?
”Fodboldgolf er en hyggelig aktivitet, der kombinerer leg med bold og frisk luft, samtidig med, at alle kan være med. Det kan helt klart anbefales som familieaktivitet eller en aktivitet for klassen eller vennerne,” forklarer Kasper Lundgaard Krøll, der er idrætskonsulent i Vallensbæk Kommune.
Fodboldgolf er en blanding mellem golf, fodbold og minigolf. Det har sin oprindelse i Sverige og ligesom i minigolf gælder det om at få bolden i hul på færrest spark – samtidig med, at man kommer uden om de forskellige baners forhindringer på korrekt vis. Vallensbæks fodboldgolfbane består af 18 huller og har forhindringer som tunnel, bander, krat med mere. Nå ja, og så en sø midt på banen, man nok helst ikke ser, bolden lander i.
En oplagt fritidsaktivitet
Og det, at Vallensbæk har fået sin egen fodboldgolfbane, vakte stor begejstring blandt eleverne:
”Det er meget dejligt. Vi har ikke sådan nogle eksotiske ting,” lød det fra 12-årige Daniel Lloyd Davies.
”Så har vi også noget at bruge vores fritid på,” supplerede 13-årige Vanessa Emerslund Henriksen.
Og selv om eleverne var enige om, at man ikke behøver at have gået til fodbold, for at mestre fodboldgolfbanen, så var det heller ikke så let som det måske umiddelbart så ud:
”Jeg troede, jeg ville være rigtig god til det, men jeg var rigtig dårlig,” griner 13-årige Archange Kadaye, der også syntes, det var fedt med noget unikt og nyt at lave i Vallensbæk.
De tre elever, der alle går i 6.b på Vallensbæk Skole, kunne sagtens forestille sig at tage turen forbi fodboldgolfbanen igen – og det kunne både være i selskab med venner eller familie.
Det er folkene fra Vallensbæk Kommunes Vej & Park-afdeling samt Projekt Lundbækvej, der har etableret banen. Projekt Lundbækvej er for ledige borgere, der brug for opkvalificering eller virksomhedspraktik, og de har blandt andet samlet borde/bænkesættene, svejset og malet informationstavlerne og meget mere. To af de fastansatte medarbejdere på Projekt Lundbækvej, Finn le Fevre og Henrik Johansen, var mødt op til indvielsen og var stolte over at se børnene have glæde af det store arbejde, der er lagt i fodboldgolfbanen.
Åben for alle
Vallensbæk Fodboldgolfbane er nu officielt åben. Der er gratis adgang, og banen er åben for alle. Den ligger ved hjørnet af Vallensbæk Torvevej og Brøndbyvej, i det nordøstlige hjørne.