Til dialogmødet den 20. maj om Vallensbæk Stationstorv Syd, kan du få mere viden og stille og få svar på spørgsmål om projektet.
Lokalplan 107, Vallensbæk Stationstov Syd, skal skabe nye muligheder for boliger på stationstorvet. I den nye lokalplan gør vi plads til 67 nye boliger, i forlængelse af den eksisterende centerbebyggelse. Når vi gør plads til de nye boliger, sørger lokalplanen samtidig for, at varegården bliver dækket af, så vi sænker støjen. På den måde bliver levering af varer til butikkerne forenelig med et boligområde.
I lokalplanen gør vi ikke kun plads til nye lejligheder. Med 67 nye lejligheder følger også 67 nye parkeringspladser. I den nye lokalplan bliver der kun plads til nye boliger, ikke nye butikker.
67 nye boliger til aldersgruppen fra +55
Vi ønsker at skabe et sted, hvor der er plads til generationen i aldersgruppen fra +55. En generation der er kendetegnet ved, at børnene er flyttet hjemmefra, parcelhuset er solgt, og fritiden bruges med hinanden, fritidsinteresser og fællesskaber med ligesindede og familien. I den nye bygning er der derfor gjort plads til fællesrum, hvor fællesskaberne med ligesindede kan dyrkes, og gæstelejligheder hvor besøgende børn og gæster kan overnatte.
Karré i fire til seks etager
Den nye bygning bliver udformet, så den fuldender den eksisterende bygning som en karré. Der bygges tre nye sider, til det der skal udgøre karréen. De nye bygninger vil være i fire til seks etager. Mod S-banen er de højest, og lavest ved Vallensbæk Stationstorv. De trapper ned fra nord mod vest og syd. På den måde får vi lukket støjen fra S-banen ude og sollyset inde på den fælles terrasse.