I samarbejdet med Rådet for Sikker Trafik er Vallensbæk Kommune med i kampagnen “Brug 2 sek. mere på at orientere dig i krydset".
Med kampagnen opfordrer man både bilister og cyklister til at holde bedre øje med hinanden, når man kører ind i et vejkryds. Kampagnen er blevet til fordi syv ud af ti ulykker, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker i et vejkryds.
Kampagnen kører fra den 18. maj til og med den 7. juni.
For at få antallet af cyklistulykker ned vil både bilister og cyklister i de kommende uger møde budskabet ”Brug 2 sek. mere” på gule plakater langs kommunens veje og cykelstier.
Gode råd til cyklister:
- Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
- Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.
Gode råd til bilister:
- Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
- Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
- Sænk farten.