1. Skån miljøet
Vi har aldrig været mere opmærksomme på at værne om miljøet, end vi er i øjeblikket. Og det er ingen hemmelighed, at særligt tøjindustrien er en stor synder, når det kommer til de omfattende klimaproblemer. Vi bør derfor mindske overproduktionen ved at forbruge mindre, og i stedet gøre brug af de ressourcer, vi allerede har.
2. Spar penge
Udover at skåne miljøet, sparer du også en masse penge, når du køber brugt. Dit barn vokser hurtigt ud af tøjet, og legetøjet skal pludseligt kunne noget andet end i sidste måned. Det kan hurtigt blive en stor udgift, hvis alt købes fra nyt til fuld pris. Så hvorfor ikke tjekke, hvad du kan finde brugt i stedet? Så kan du også få fat i nogle dyrere kvalitetsting, som du måske normalt ikke ville have råd til.
3. Undgå farlig kemi
Vores små er det dyrebareste vi har, så vi gør alt for at beskytte dem mod alt muligt. Ved at købe brugt undgår du mange af de farlige kemikalier, som meget nyproduceret tøj indeholder. Tøjet har nemlig allerede været vasket og båret, hvilket gør materialerne væsentligt sundere for dit barn at iføre sig eller sutte på.
For at bidrage til det cirkulære forbrugsmønster, så husk også at genbruge de ting, dit barn vokser fra. Enten ved at give det videre til mindre søskende, familiemedlemmer eller venner, eller ved at sælge videre eller donere til en genbrug.
Brugt tøj i butikker
Mødrehjælpen
Hos Mødrehjælpen gør du ikke bare miljøet og din pengepung en tjeneste - du støtter også et godt formål, når du køber brugt tøj til din lille. Overskuddet fra butikkerne går nemlig til sårbare og udsatte gravide og børnefamilier over hele landet. Tøjet i butikkerne er pænt og rent og til meget overkommelige priser - og husk, at du nemt kan aflevere aflagt børnetøj som en donation i den gode sags tjeneste.
Du kan finde butikken på Amager, Frederiksberg, Indre By, Nørrebro, Vesterbro og Valby.
Børneloppen
Mangler dit barn tøj, så kan du helt sikkert finde noget hos Børneloppen. Udvalget er meget bredt, og du finder tøj i alle prisklasser og kvaliteter. Reolerne er fyldt med tøj fra private garderober, og det føles lidt som at være på loppemarked, når du browser gennem de mange fine ting. Oplevelsen gøres dog meget overskuelig, da alt er markeret med både pris og størrelse, så du nemt kan danne dig et overblik.
Find butikken her i Vallensbæk, Valby og Vanløse mfl.
Læs mere om genbrugstøj, legetøj og interiør på Børn i byens hjemmeside.