Tivoli, musik og bål på stranden
I år kan du igen opleve de to smukke sankthansbål på stranden, når Lions Club Vallensbæk og Vallensbæk Kommune arrangerer den traditionelle sankthansfest på parkeringspladsen og stranden ved Vallensbæk Havn.
Her kan I opleve den hyggelige stemning ved sankthansbålet, med båltaler og fællessang.
På festpladsen er der tivoli, boder og musikalsk underholdning.
På scenen optræder forskellige talentfulde bands fra Vallensbæk Musikskole og derudover optræder Vallensbæk Kirkes Kor med et bredt repertoire fra underholdningsgenren.
Om aftenen Kl. 20 optræder bandet The Scoops, som i den grad spiller op til festlig stemning med sprælsk sceneshow, og musik fra 50’erne, 60’erne og 70’erne. Her bliver der rig mulighed for at danse eller synge med på de velkendte sange fra bl.a. Grease.
Kl. 19.15 tænder borgmester Henrik Rasmussen børnebålet på stranden og holder båltale for børnene, og kl. 22.15 går vi igen ned på stranden, hvor voksenbålet tændes. Her vil der igen være båltale ved borgmesteren og vi synger den traditionelle midsommervise.
Dato: Søndag den 23. juni kl. 14-24
Sted: Vallensbæk Havn
I år holder tivoliet i Vallensbæk Havn også åbent lørdag den 22. juni kl. 14-20.
Sankthans i Vallensbæk Mose
Du kan også nyde sankthansaften i Vallensbæk Mose fra kl. 17.
Spisestedet Mosen tilbyder en særlig menu. Bordbestilling er nødvendigt.
Kl. 21 holder borgmester Henrik Rasmussen båltale.
Harmoniorkestret underholder og akkompagnerer, når midsommervisen synges.
Læs mere på www.spisestedet-mosen.dk.