Hvert år den 5. september hædrer det officielle Danmark de personer, der er eller har været udsendt på en mission i udlandet. I Vallensbæk bor der 85 veteraner, og en del af dem mødte op til flagdagen i lørdags på rådhuset.
Traditionen tro begyndte dagen med flaghejsning kl. 8 og morgensangen ”I Danmark er jeg født”.
Derefter var borgmester Henrik Rasmussen vært for en brunch for de fremmødte i rådhusets kantine.
I sin tale anerkendte borgmesteren den store indsats, veteranerne har ydet for demokratiet og freden i verden – og for første gang var der også medaljer til børnene af de veteraner, der havde ønsket det. Børnemedaljerne er et initiativ fra Familienetværket, som er et netværk af pårørende til udsendte soldater.
”Det er en stor del af jeres families liv at have en forælder, der har været udsendt til et område i verden, hvor der har været krig. Det vil Familienetværket og vi gerne anerkende”, sagde borgmester Henrik Rasmussen, inden han uddelte medaljer til tre børn.
Et andet tiltag er veterankoordinatoren, der fungerer som bindeled mellem Forsvarets Veterancenter og kommunen. Langt de fleste veteraner har en fin overgang fra det militære til det civile liv. Men nogle veteraner kan have det svært, når de møder det offentlige system efter deres udsendelse.
”Derfor giver det god mening, at kommunen og veterancentret udnytter hinandens kompetencer i mødet med borgeren. Vores oplevelse er, at borgerne er glade for, at systemerne kan arbejde sammen”, sagde Vallensbæk Kommunes veterankoordinator Hans Vermehren Jensen, der tilføjede, at han kan kontaktes via kommunens hovednummer, hvis der er brug for rådgivning.
Og så blev der ellers spist brunch og udvekslet historier fra så forskellige steder som Afghanistan, Bosnien, Cypern, Italien, Congo og Gaza.