Det var med stor spænding, at plejepersonalet tirsdag kunne mødes på Rønnebækhus. Plejepersonalet i hjemmeplejen i Vallensbæk syd fik nemlig leveret 20 elcykler, som fremover kan bruges, når medarbejderne besøger borgerne.
Elcyklerne er et initiativ, som plejepersonalet selv har efterspurgt. Social- og sundhedshjælper Sarah Helmer tøvede da heller ikke med at takke ja til en prøvetur, og efter en hurtig runde på parkeringspladsen var dommen klar:
”Den er nem og behagelig at køre på. Det er, som om man selv cykler, men bare får et lille skub,” siger Sarah Helmer.
Planen er, at medarbejderne fremover hopper på elcyklen i stedet for at tage bilen.
”Vi har 10-11 biler, som de før har brugt. Men nu hvor vi har fået elcyklerne, kan vi se frem til at have nogle af bilerne i ro i dagtimerne,” siger Christina Løfqvist, der er afdelingsleder i hjemmeplejen.
Og spørger man Sarah Helmer, er hun i hvert fald ikke i tvivl om, hvad hun foretrækker:
”Det er jo langt mere dejligt at cykle end at sidde i en bil; man føler sig mere fri, og så kender jeg jo alle smutvejene i byen på cyklen, så jeg undgår trafik.”
Initiativet er ikke kun at finde i Vallensbæk syd – plejepersonalet i Vallensbæk nord vil også modtage 20 elcykler til brug i hjemmeplejen.