“Jeg glæder mig til, at vi kan byde de nye beboere velkommen i Pilehavehus,” siger Alice Frederiksen, der er formand for beboerforeningen i Pilehavehus og selv har boet i ældreboligerne de sidste seks år. Og glæden stråler da også ud af Alice, for hun er med i byggeriets styregruppe, og hun ved, at der bliver opført et godt og gennemarbejdet projekt.
I dag tager borgmester, Henrik Rasmussen, og udvalgsformanden for Social- og Sundhedsudvalget, Jytte Bendtsen, første spadestik til det, der bliver til 16 nye lejligheder på Pilehavehus.
“Jeg er glad for, at vi nu er i gang og taknemmelig for det gode samarbejde, vi har haft i styregruppen, jeg tror, at alle i styregruppen har fået sat deres fingeraftryk på byggeriet,” siger Jytte Bendtsen.
Mens himlen åbner for sluserne og regnen skyller ned over arrangementet trækker de ældre og hjemmeplejen ind under halvtaget og de medbragte paraplyer. Alt imens de regntøjsklædte og pølsehornsspisende børn fra Birkely løber rundt og leger på den kommende byggeplads.
I skøn forening er både børn, pædagoger og beboere fra Pilehavehus mødt op for at overvære Henrik Rasmussen og Jytte Bendtsen tage første spadestik til den nye del af Pilehavehus.
Generationsmøder i Nord
“Seniorerne skal få lov til at blomstre her i området. Og de skal vide, at de er rige på livet, og at det giver værdi, når de giver deres erfaringer videre til de næste generationer,” siger Henrik Rasmussen i sin tale, mens regnen skyller ned over ham og forsamlingen.
Glæden over, at ældreboligerne og en daginstitution rykker så tæt sammen, er til at spore hos både borgmesteren, projektlederen, formanden for beboerforeningen på Pilehavehus, byggelederen og dagtilbudslederen i Birkely. Med både en ny daginstitution og to nye blokke af ældreboliger i sigte, er der håb for, at fremtiden bringer en masse generationsmøder.
Judy Svendsen, der er dagtilbudsleder i Birkely, glæder sig til, at de rykker ind i deres nye institution, men også til at Pilehavehus rykker tættere på:
“Jeg håber, at vi kan komme til at besøge hinanden meget mere. Alle de ældre beboere fra Pilehavehus, skal være hjertelig velkomne i Birkely.”
Arbejdet er gravet i gang
Henrik Rasmussen og Jytte Bendtsen tager de første to spadestik, men det er kun startskuddet. Fra nu af tager byggeleder Jonas Thygesen fra SB Entreprise A/S og hans hold over. De skal rydde, støbe og bygge indtil, der i foråret 2021 står en færdig udvidelse af Pilehavehus klar.
Fra på mandag går holdet i gang med at rydde pladsen for træer og buske, så byggepladsen kan etableres. Men det, Jonas glæder sig mest til, er, at få lov til at støbe fundamenter og sætte betonelementer op.
“Så snart vi kan støbe og sætte betonelementer, så kan beboerne på Pilehavehus, børn og pædagoger i Birkely og de resterende borgere se, at her er vi i gang med at opføre den nye del af Pilehavehus. Det er derfra, at det tager fart,” siger byggeleder Jonas Thygesen.