”Det er skønt at komme ud og handle. Vi køber for eksempel bluser, frakker og hårspænder,” siger 69-årige Erna Ploug Andersen fra Vallensbæk, der er en af de faste deltagere på Ældrerådets indkøbsture.
Lonnie Jørgensen på 68 stemmer i: ”Det sociale samvær er vigtigt. Vi får en god frokost, og vi får grinet rigtig meget,” siger hun, mens hun kører en kørestolsbruger hen til bussens lift.
De deltagere, der har bentøjet i orden, sørger for at hjælpe dem, der bruger rollator eller kørestol.
På spørgsmålet om, hvilket center, deltagerne bedst kan lide, fordeler svarene sig nogenlunde ligeligt imellem Rødovre Centrum og Waves.
”Men det er rigtig fint, at det er et nyt sted hver gang”, siger Erna, inden hun og de andre deltagere stiger på bussen.