I løbet af sommeren vil Vallensbæk Havn summe af unge som voksne, der prøver kræfter med SUP – det korte og lidt kække ord for vandsporten Stand Up Paddle. Vallensbæk Kommune, herunder Ungdomsskolen, er nemlig gået sammen med Vallensbæk Kano- og Kajak Club om at skabe et SUParadise.
Og nu har du mulighed for at være med. På torsdag den 16. maj holder vi vores første åbne SUP-træning for voksne. Det foregår i Vallensbæk Havn ved Vallensbæk Kano og Kajak Club fra 17.30-19.30. Det er gratis, og der er udstyr, du kan låne - så du skal bare møde op. Kan du ikke deltage på torsdag, så fortvivl ikke, vi er slet ikke færdig med at SUP’e.
Med SUParadise er håbet, at flere vil få øjnene op for vandsporten, siger Kasper Krøll, idrætskonsulent i Vallensbæk Kommune:
”Vi vil gerne have rigtig mange borgere til at dyrke SUP, fordi det er en sjov og sikker måde at være aktiv på vandet på, samtidig med at det kan dyrkes på mange niveauer.”
På mandag får 10. klasse på Pilehaveskolen som den første skoleklasse desuden undervisning i SUP i idrætstimen, og derudover kan du tilmelde dig holdundervisning hos både ungdomsskolen og Vallensbæk Kano og Kajak Club.
Vallensbæks SUParadise blev sidste efterår støttet af Nordea-fonden. Det har for eksempel gjort det muligt at indkøbe boards, våddragter og redningsveste.