Børn, som ikke trives som små, kan få problemer senere hen, for eksempel i skolen eller senere i livet. Et nyt projekt skal støtte familier med udsatte børn.
”Vi skal tidligere ind, så børnene kan få de bedste livsbetingelser fremadrettet. Vi skal have fat i barnet, før det bliver en sag hos kommunen, og inden vi for alvor bliver bekymret for barnets læring, trivsel og udvikling”, siger Susanne Wermelin, der er står i spidsen for projektet TOIS (tidlig indsats for småbørn), som retter sig mod børn i alderen 0-6 år.
Projektet er en del af indsatsen i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) for Ishøj og Vallensbæk, og det består af en række forskellige indsatser, blandt andet et tværfagligt spædbarnsteam, et tværfagligt småbørnsteam og en intensiv indsats i den pædagogiske praksis.
Eksempler på konkrete tiltag kan være, at en forælder får hjælp til at håndtere konflikter med sit barn, når det bliver hentet i daginstitutionen eller at pædagogerne i en daginstitution får tværfaglig sparring til at håndtere bekymringer omkring et barn.
TOIS-projektet er støttet af Socialstyrelsen.