Tænd for lygterne, på med reflekserne og frem med pangfarverne.
Så bliver du set i trafikken og ikke en kedelig del af statistikken.
Sådan lyder budskabet, når repræsentanter fra alle 11 kommuner og politiet på Vestegnen besøger en stribe skoler fra mandag den 9. januar til fredag den 20. januar.
Det sker i den fælles kampagne ’Jeg husker lygterne’, som sætter fokus på lys, lygter og reflekser hos de unge cyklister, så de bliver set i vintermørket.
- Vi kommer for at tale med børn og unge om cykler, lys, reflekser og pangfarver. Det handler om, at de kan begå sig sikkert i trafikken, er synlige i mørket og husker cykellygterne, siger politiassistent Cecilia Kisbye, Københavns Vestegns Politi.
Hun afslører, at der vil være en lille anerkendelse til de mange, som kører med gode og stærke lygter.
- I vintermørke, tåge, regn eller slud kan det være svært for bilister at se en cyklist – især uden lygter, og det kan blive farligt. Så hvis vi møder et barn uden lys på cyklen, sætter vi et par cykellygter på, siger Cecilia Kisbye.
I alt dukker lokalpolitiet op på 40 skoler, og dertil får yderligere et antal skoler besøg af færdselspolitiet og patruljetjenesten i løbet af de to kampagneuger.
Cecilia Kisbye vil besøge de fire skoler i Vallensbæk, på en tilfældig dato i løbet af januar. Vil I undgå anmærkninger og Cecilias løftede pegefinger, så tjek jeres børns cykler inden i sender dem ud i vintermørket. Nederst her på siden kan du se, hvad der skal være på en cykel.
Bliv set i mørket
Cykellygter skal være synlige på 300 meters afstand og være tændt i lygtetændingstiden – det vil sige fra solnedgang til solopgang, hvilket aktuelt er fra cirka klokken 15.55 til 8.20.
Det er også en god idé at køre med refleksvest, bruge pangfarver eller have lys på cykelhjelmen. Jo mere synlig, desto bedre.
Sammen om sikkerhed i trafikken
Vestegnens Trafiksikkerhedsråd er et trafiksamarbejde mellem alle 11 kommuner på Vestegnen og Københavns Vestegns Politi. Det er fjerde år i træk, at en fælles vinterkampagne sætter fokus på at unge cyklister er synlige i den mørke tid.
Mere info til dig om dit barns cykeludstyr
Cyklens udstyr
https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/paa-cykel/udstyr-paa-cyklen
Spænd cykelhjelmen korrekt
https://www.youtube.com/watch?v=yg5kuRHiiDc&list=PLklPc1KEUzVBrPtcAEQHC-K3Tb0DftPUy&index=1