I forbindelse med letbanearbejdet er det nødvendigt at spærre det nordgående spor imod Brøndby i krydset Vallensbæk Torvevej / Søndre Ringvej natten imellem torsdag og fredag i denne uge.
Det sker, fordi entreprenøren for Hovedstadens Letbane, Per Aarsleff, skal etablere afvanding og lægge et nyt kabel, der sørger for strøm til signalmasterne i krydset.
Arbejdet forventes at starte torsdag den 20. april kl. 21 og slutte senest kl. 6 fredag den 21. april 2023.
Busser og udrykningskøretøjer undtaget
Det vil til alle tider være muligt for busser i rute og redningskøretøjer at komme igennem afspærringen imod nord. Spærringen gælder heller ikke cyklister og gående.