Der er godt nyt for alle vandhunde og motionsglade borgere i Vallensbæk. Kommunalbestyrelsen har godkendt en endelig trepartsaftale med VM Anlæg A/S og kurator, der sikrer færdiggørelsen af den nye svømmehal ved Idrætscentret. Svømmehallen kommer til at koste yderligere 40 millioner kroner og forventes at stå klar i 2025.
Svømmehal sikret i fremtiden
Projektet blev udfordret da den tidligere entreprenør, Combi Byg A/S gik konkurs, men med VM Anlæg A/S som ny totalentreprenør, friske midler og nye aftaler ser vi frem mod at svømmehallen kan blive færdig i 2025. Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen har også meddelt tillægsbevillinger og rådighedsbeløb til både anlægs- og driftsbevilling, som vil sikre, at projektet ikke blot bliver færdiggjort, men også vil blive vedligeholdt efter åbningen.
Foruden indendørs faciliteter, vil den nye svømmehal også byde på attraktive udendørs arealer, der giver plads til både afslapning og leg. Ligesom foyér og cafe bliver ombygget og attraktivt for borgerne at opholde sig i. Borgmesteren ser især frem til indvielsen, hvor han personligt vil byde vandglade borgere velkommen til første svømning.
- Det bliver en festdag for Vallensbæk, og jeg kan næsten ikke vente med at springe i vandet sammen med alle borgerne.
Byggeriet genoptages og forvaltningen forventer, at de sidste arbejder bliver afsluttet i løbet af næste år, så svømmehallen er klar til stor åbningsdag i slutningen af 2025.
Faktaboks: Finansiering af Svømmehallen
Merudgift til Total Entrepriseaftale: 40.000.000 kr. Tillægsbevillinger:
Anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 16.300.000 kr. i 2024 og 23.700.000 kr. i 2025 til projektet.
Låneoptagelse:
10 millioner kr. optages i 2024.
Reallokering af midler:
Driftsmidler afsat til den nye svømmehal omfordeles med -6.300.000 kr. i 2024 og -3.700.000 kr. i 2025 til at dække færdiggørelsen.
Anlægsmidler på -2.000.000 kr. i 2025 og -18.000.000 i 2026 omdisponeres fra projekt "Fra svømmehal til aktivitetsrum - Egholmskolen".