I dag samledes håndværkere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen til rejsegilde for Vallensbæks kommende daginstitution ved Vallensbæk Skole. Med en festlig krans på taget og Dannebrog vajende i vinden fejrede de fremmødte byggeriets første store milepæl. Festen blev understøttet af en pølsevogn med frankfurtere, medister og dåse-cocio til fri afbenyttelse, hvilket satte stemningen for dagen.
Borgmester Henrik Rasmussen holdt tale og lagde vægt på daginstitutionens betydning for Vallensbæks fremtid:
- Med byggeriet her får vi en moderne integreret daginstitution, der kommer til at danne rammerne for ca. 100 børn fra vuggestue- og børnehavealderen. Det er et sted, der er bygget til fremtiden, både i form og funktion, og et bæredygtigt valg i tråd med vores udviklingsstrategi for Vallensbæk, sagde borgmesteren og pegede op mod flaget og kransen på taget.
En fremtidssikret løsning til Vallensbæks yngste
Den nye daginstitution er designet med røde genbrugsmursten og et klassisk saddeltag, så den falder naturligt ind som nabo til Vallensbæk Skole. Med fokus på bæredygtighed og børns trivsel vil institutionen rumme moderne faciliteter, herunder rum til leg, kreativ udfoldelse og et produktionskøkken med madordning til børnene.
Der bliver plads til cirka 100 børn fordelt på både vuggestue- og børnehavegrupper, med udendørs legepladser med gynger, rutsjebaner, boldbaner og klatrepyramider. Dens centrale placering tæt på både skolen og landsbyen gør den til et oplagt valg for børnefamilier i Vallensbæk.
Byggeriet forventes færdigt sommeren 2025, hvor Vallensbæks børn og deres familier kan se frem til at tage de nye, børnevenlige rammer i brug.