Budgettet er nu godkendt af kommunalbestyrelsen, og der er derfor udstukket rammer for, hvordan vi fortsat kan have en robust og bæredygtig økonomi for Vallensbæk Kommune i årene 2025-2028. Har du endnu ikke dykket ned i budgettet, kan du få et overblik herunder, eller i den lille pjece Budgettet 2025 Kort fortalt.
Et udviklende børne- og ungeliv
I budgettet har vi besluttet at investere i børne og ungdomslivet med flere forskellige tiltag. Der er sat penge af til at undersøge, om vi i fremtiden kan tilbyde et spændende og nærende måltid midt på dagen til skoleeleverne.
Efter anbefaling fra Politiet og Rådet for Sikker Trafik har kommunalbestyrelsen også afsat midler til en forsøgspulje til lokale skolepatruljer, som skolerne kan søge. Og så har vi sat ekstra midler af til den kommende styrkede indsats for børn og unge med psykiske udfordringer, som man kort kalder STIME
Der sker også meget mere: fx fortsætter vi med grønne udearealer i skolegårdene, og vi skal udvide Vallensbæk Skole, så der er plads til flere elever i de kommende år. Vi ønsker os også et nyt og spændende Ungekulturhus, som vi tænker at det giver mening at etablere tæt på Idrætscentret.
Livskvalitet i et godt og sundt liv
I kommunalbestyrelsen har man også haft blik for at der skal være kortere venteliste ved tandregulering for børn og unge. Derudover afsætter vi 8 mio. kr. til en ny samlet tandplejeklinik på Pilehaveskolen i svømmeklubbens lokaler og sørger for, at man i tandplejen kan håndtere flere patienter. Samtidig er der sat penge af til at reetablere de lokaler, hvor tandklinikken har været indtil nu.
Og så er der fundet midler til en renovering af Rønnebækhus. Bygningen er fra 1983 og 1991 og trænger til en større renovering især på bygningens facader.
Grønt byliv med central beliggenhed
Derudover fylder trafiksikkerhed og forskønnelse af stamvejene også en del i det nye budget. Der handler dels om at det fortsat være trygt at komme til og fra idrætscenter og svømmehal med plads til både parkering, gangsti og Kiss&Ride. Den sydlige del af Vejlegårdsvej skal også tilpasses, så vi sikrer de bløde trafikanter og får en lavere hastighed på vejen.
Og så er der afsat nye midler til stamvejene Horsbred, Pilehavevænge og Rendsagervej. Det handler om at skabe et indbydende, æstetisk miljø, til glæde for beboerne i området og til gavn for klimaet. Og det gælder i øvrigt også for Vallensbæk Bymidte, hvor vi har tre nye letbaneforpladser, der skal etableres.
Der er også sat penge af til screening af de kommunale ejendomme for at se, hvor det vil være bæredygtigt at etablere solceller. På samme måde er der sat penge af til at kunne medfinansiere fondsansøgninger om klimasikring i Vallensbæks del af Strandparken.
Og selvom det måske lyder lidt kedeligt, så har vi også besluttet at konsolidere økonomien ved at etablere en udviklingspulje til anlæg. Det handler om, at fremtiden er uforudsigelig, og kommunerne oplever pres udefra i form af blandt andet prisstigninger, og det kan en udviklingspulje afhjælpe.
Fællesskaber på tværs
I kommunalbestyrelsen er vi stadig også fokuserede på at skabe gode rammer for, at mennesker kan mødes og komme hinanden ved. Det kan man også aflæse i budgettet, hvor der er sat midler af til at gøre svømmehallen færdig. Det bliver et fantastisk samlingssted. Men vi kigger også ind i en multihal mere ved Idrætscentret lads til både gymnastik-, kulturelle og ungdomsarrangementer. For at skabe de rette rammer for projektet, er midlerne afsat i 2028.
Et godt fællesskab er dog ikke kun noget, vi har, mens vi er unge, og derfor vil vi i kommunen fortsat prioritere Pensionistskovture og en pulje til senioraktiviteter. På den måde kan endnu flere vedblive med at være aktive og få gode oplevelser sammen med andre.
Udvidelsen af Højstruphave daghjem er sat i gang
Det var en stor fornøjelse for mig at tage det første spadestik til udvidelsen af Højstruphave daghjem. Sammen med Social- og Sundhedsformanden Jytte Bendtsen, entreprenøren og en beboer fra daghjemmet, markerede vi starten på dette vigtige projekt, som skal forbedre rammerne for vores ældre borgere. Udvidelsen vil give daghjemmet ekstra plads og forbedrede faciliteter, både indendørs og udendørs, hvilket især vil gavne demensramte brugere. Den nye tilbygning, der blandt andet rummer opholdsrum, køkken og et nyt udeområde, er en del af vores indsats for at sikre gode livsvilkår for både nuværende og fremtidige brugere. Det er dejligt at se, hvordan vi sammen kan styrke fællesskabet her i Vallensbæk.
Samarbejde om fremtidens arbejdsplads
Den 1. oktober blev Erhvervskonference 2024 afholdt, hvor fokus var på samarbejdet mellem erhvervslivet og kommunerne om fremtidens arbejdsplads. Sammen med repræsentanter fra Glostrup, Brøndby og Albertslund blev der drøftet, hvordan vi kan sikre den nødvendige arbejdskraft gennem et styrket samarbejde og fokus på innovation.
Rekruttering er en udfordring for mange virksomheder, og derfor er det vigtigt, at vi arbejder sammen om at finde de rette kandidater, herunder dem, der står på kanten af arbejdsmarkedet. Samtidig blev der sat fokus på at engagere de unge tidligt, så de får lyst til at vælge erhvervsuddannelser og bidrage til den grønne omstilling. Mulighederne for at samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden er en værdifuld støtte til virksomheder inden for områder som kunstig intelligens og eksport – så brug dem endelig.