Godkendelsen af lån til fjernvarme i Vallensbæk Syd
Kommunen har tidligere på året godkendt 1. etape af udbygningen af fjernvarme i Vallensbæk Syd, som i alt 391 boliger vil få mulighed for at tilslutte sig. I forlængelse af det godkendte vi Vallensbæk Fjernvarme Syds anmodning om en låneramme på op til 80 mio. kr. i perioden 2023 og 2024 til finansiering af 1. etape i udbygningen af fjernvarme i Vallensbæk Syd. Godkendelsen er betinget af, at den fornødne tilslutning er til stede, hvilket er 60 procent af beboerne i et forsyningsområde.
De investeringer, der forventes at skulle optages lån til, er primært nedgravning af hovedledninger og stikledninger samt køb af fjernvarmeunits og teknisk rådgivning. I kommunens strategiske varmeplan fremgår det, at Vallensbæk Fjernvarme Syd forventer at kunne udbygge fjernvarmenettet i perioden 2023-2026 til at dække hele Vallensbæk Strand undtagen Vallensbæk Havn og Strandparken.
Pensionistskovtur nr. 90
I år markerer de årlige pensionistskovture i Vallensbæk deres 90-års jubilæum. Skovturene handler om at skabe rammer for hyggeligt samvær og skønne naturoplevelser til glæde for Vallensbæks pensionister. I sidste uge var jeg med på skovturene, der gik til det smukke sydsjællandske landskab, hvor der blev gjort stop ved seværdigheder som Stevns fyr og Bøgeskoven. Undervejs blev vi alle forkælet med en lækker 2-retters menu på det populære traktørsted Gjorslev, der serverede kulinariske delikatesser til glæde for alle. De årlige pensionistskovture startede helt tilbage i mellemkrigstiden og har gennem årene etableret sig som en hjørnesten i Vallensbæk, som både deltagerne og kommunens repræsentanter ser frem til med stor glæde.
Hejsning af det Blå Flag
Vallensbæk Strand har igen i år fået tildelt det Blå Flag fra Friluftsrådet, som tegn på strandens gode kvalitet. I den anledning var der en ceremoni ved strandbaren Haveje, hvor vi hejste det Blå Flag. Da flaget var røget til tops, delte vi traditionen tro is-billetter ud, som kunne veksles til en is, sodavand eller øl hos Haveje.
Første spadestik til ny støjskærm
Trafikstøj er generelt et stort problem i Hovedstadsområdet. Derfor skulle det selvfølgelig fejres, at der kommer en ny støjskærm langs Holbækmotorvejen i Vallensbæk. For at markere startskuddet tog vi det første spadestik, og der var inviteret til grillpølser, øl og vand ved Mosebo Spejderhytte. Vejdirektoratet er dem, der står for opsætningen af støjskærmen, som bliver omkring 2 km lang og 7 m høj. Projektet er allerede begyndt i Brøndby og forventes at vare til og med november 2023.
Sejltur i Køge Bugt
I kommunealliancen, der dækker over syv kommuner langs Køge Bugt, som samarbejder om at passe på havmiljøet, var der inviteret på en sejltur i Køge Bugt. Turen gik fra Køge Marina til Avedøre Holme, hvor der muligvis skal etableres ni kunstige erhvervsøer. Turen var arrangeret i forbindelse med kommunealliancens behandling af seks anbefalinger til, hvordan havmiljøet i Køge Bugt kan genetableres. Tre af de seks anbefalinger fra Kommunealliancen er at begrænse klapning af store mængder af slam, at undgå mere råstofindvinding og at stoppe planerne om de ni kunstige erhvervsøer i Køge Bugt. Anbefalingerne skal efterfølgende behandles i kommunalbestyrelserne i Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner.
Idræts- og frivilligfestival 2023
Mere end 150 idrætsudøvere blev hædret for flotte præstationer gennem det forgangne år til Årets Idræts- & Frivilligfestival i Vallensbæk Idrætscenter. Mere end 300 mennesker var mødt op for at tage del i den aften, hvor Vallensbæk hædrer sine mange dygtige idrætsudøvere og fantastiske frivillige og trænere, der netop sørger for, at idrætten, kultur- og fritidslivet har så gode betingelser i Vallensbæk Kommune. Arrangementet i Vallensbæk Idrætscenter bød både på lækker mad og drikke, musik og en række aktiviteter og minikonkurrencer, som idrætsudøverne og de frivillige kunne dyste mod hinanden i. Festivalen blev rundet af med prisuddelingen til årets frivilligpriser og foreningsstafetten Hockerups Mindepris. Du kan læse mere om vinderne af årets priser her (link).
Danmarksmesterskab på Rideakademiet i Pinsen
I pinsen inviterede Vallensbæk Rideklub til Danmarksmesterskab i dressur på Vallensbæk Rideakademi, hvor over 100 heste og ryttere dystede i forskellige klasser. En succes, hvor arrangørerne er blevet rost for faciliteterne og er blevet opfordret til at være værter for både Senior DM og internationale stævner. Hele stævnet blev båret af frivillige kræfter bl.a. unge rideskolebørn, forældre og rideakademiets ansatte. Når der er stævner på Rideakademiet, er flagene hejst, så tag endelig et smut forbi det smukke anlæg, hvor der altid gratis entré.
På besøg hos Kirke- og Landdistriktministeren
Jeg har været på besøg hos Kirke- og Landdistrikt ministeren, Louise Schack Elholm, for at drøfte projektet om udvidelsen af Avedøre Holme med ni kunstige øer i. Et projekt, der vil have betydelige konsekvenser for blandt andet havmiljø og trafik.
På mødet vendte vi også status og muligheder for udvikling af Strandparken. Strandparken er anlagt for 40 år siden som et rekreativt kystlandskab og er blevet et vigtigt område for friluftslivet ved kysten af regional betydning. Området står over for en udvikling og anlæg af nye faciliteter skal derfor sammentænkes med beskyttelse af kysten.
Egeskov Byhave og befolkningsprognosen 2023
Hvert år udarbejdes en prognose for befolkningsudviklingen i Vallensbæk Kommune. Prognosen giver kommunen mulighed for at forudse og planlægge kapaciteten på dagtilbud, skoler og på ældreområdet. I prognosen var bl.a. medregnet det kommende byggeri Egeskov Byhave, men Planklagenævnet har fornyelig valgt at trække vedtagelsen af lokalplanen tilbage. Det vil have betydning for befolkningsprognosen og hermed vores fremtidige indtægter. Desværre. Vi er vant til ramme plet på befolkningsprognoserne. Så det er klart, vi nu må til at lave regnestykket om.