33 millioner timer. Så mange spildte timer vil bilisterne holde i kø i 2035 – vel at mærke alene i Hovedstadsområdet. Sådan lød det fra Trængselskommissionen, der for mere end 10 år siden gisnede om, hvordan vejnettet ville tage sig ud med ekstra 200.000 indbyggere i Hovedstadsområdet. Men i 2025 kommer Letbanen, der skal være et stærkt, grønnere alternativ til bilen.
Med sine 28 km skinner skal Letbanen binde den regionale trafik sammen på en helt ny måde. Det er også en investering, der skal gøre det endnu mere attraktivt både at bo og gå på arbejde i Letbanens 11 ejerkommuner, herunder i Vallensbæk.
Her kan du få et rids af, hvad du kan glæde dig til, når anlægsarbejdet endelig er færdigt, og de grønne toge begynder at køre fra 2025.
Den nye linje
29 stationer fordelt på 28 km mellem Lundtofte nord for Lyngby og Ishøj. I Vallensbæk får vi tre stationer: Strandhaven, Vallensbæk Station og Delta Park, hvor Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og på sønog helligdage.
Vallensbæk Station bliver et af de seks knudepunkter, hvor man kan skifte mellem letbanen og S-tog.
Fart på sporet
På størstedelen af strækningen kører letbanen i sit eget spor, et såkaldt tracé. Der er fire typer af spor, hvoraf sveller oven på granitskærver er det mest brugte. Ved stationerne har Vallensbæk Kommune betalt for at få græs mellem de nedsænkede skinner.
Tophastigheden for letbanetoget ligger på 70 km/t, men gennemsnitsfarten vil være på ca. 30 km/t, inkl. stop ved stationer. Til sammenligning kører Metroen i København cirka 40 km/t inkl. stop ved stationer.
Letbanetoget Avenio produceres af Siemens. Det kører i dag i Haag, München og Bremen. Foto: Hovedstadens Letbane.
Dobbelt grøn
Letbanens grønne farve giver genkendelighed, og så er den også mere sikker i trafikken. Men Letbanen er også grøn på en miljøvenlig måde. Toget kører på el og har plads til ca. 260 passagerer. Det svarer til passagererne i cirka fire bybusser.
Hvis et Letbanetog kører hele strækningen fra Ishøj til Lundtofte med 250 passagerer, forbruger det 15 kg CO2. Hvis den tilsvarende mængde mennesker skulle køre strækningen i bil (og hvis der sidder 1,4 personer i hver bil – som er trafikmønstret i Hovedstadsområdet), så forbruger de 674 kg. CO2.
Ifølge prognoserne vil letbanen skulle transportere flere passagerer end Kystbanen, nemlig 13-14 mio. om året.
Flere arbejdspladser
Virksomheder som Haribo, Sennheiser, Capgemini Danmark, Orkla Foods, Ricoh, OBH og Agat Ejendomme er nogle af de virksomheder, der indtil nu har etableret sig i Delta Park. Forhåbentlig kommer endnu flere til, når medarbejderne kan komme gående fra den kommende letbanestation, som også hedder Delta Park.
I alt viser fremskrivninger, at letbanen frem mod 2032 kan være med til at generere op mod 36.500 nye arbejdspladser og op mod 32.000 nye indbyggere i de 11 kommuner langs banen.
Delta Park bliver en af de tre stationer i Vallensbæk Kommune. Foto: Hovedstadens Letbane.
Mindre ringvejsstemning
Indbydende og grønt. Sådan skal området omkring letbanen og de tre stationer gerne opleves. Derfor skal der plantes omkring 50 nye træer og ca. 700 meter hæk, hvis blomster giver næring til bier og svirrefluer. Der er også bevaret flere større træer ved Vallensbæk Station, så de, når byggeriet står færdigt, giver karakter til byrummet, imens de nye træer får etableret sig.
Samtidig sættes hastigheden ned til 50 km/t på dele af Søndre Ringvej. Her
skal der også nye og lavere lysmaster op. Begge dele så området omkring Vallensbæk Station får et mere bynært og hyggeligt udtryk. Trafiksikkerheden er dog stadig vigtig, og derfor vil der være ekstra belysning ved alle overgange.
Plads til de tohjulede
Når du skal hen til stationen, skal cyklen være et oplagt valg. På forpladsen til Vallensbæk Station skal der være plads til almindelige cykler, ladcykler og en mulighed for at oplade batteriet til elcyklen.
Du kan også vælge at tage cyklen med dig, for der er plads til otte cykler i hvert tog. Det kræver en særskilt cykelbillet.