Hovedstadens Letbane skal nu opsætte køreledninger til letbanen i Vallensbæk. Det betyder, at trafikken i Vallensbæk omlægges i to meget trafikerede kryds.
Arbejdet er dog planlagt til uge 41 og 42, hvor der normalt er mindre trafik på grund af efterårsferien. Vi anbefaler, at trafikanter er ekstra opmærksomme og planlægger at tage af sted i god tid i disse to uger.
Trafikomlægning for bilister i uge 41
I uge 41, fra mandag den 7. oktober til fredag den 11. oktober, opsætter Hovedstadens Letbane køreledninger i krydset Vejlegårdsvej/Bækkeskovvej/Søndre Ringvej.
Krydset vil være spærret mod Ishøj hele ugen, men det vil fortsat være muligt for beboere og andre at komme til og fra Vejlegårdsvej via Søndre Ringvej nord for krydset. Den øvrige trafik vil blive omdirigeret ad alternative ruter:
- Hvis du kommer fra nord ad Søndre Ringvej igennem krydset ved Vallensbæk Torvevej og skal til Ishøj, skal du benytte Vallensbæk Torvevej og Køge Bugt Motorvejen.
- Hvis du kommer fra Vejlegårdsvej og skal mod Ishøj, skal du benytte Søndre Ringvej mod Brøndby, dreje til venstre ad Vallensbæk Torvevej og fortsætte til Køge Bugt Motorvejen, eller køre via Vejlegårdsvej og Idræts Allé til Køge Bugt Motorvejen.
- Hvis du kommer ad Ishøj Strandvej og skal mod Vallensbæk/Vejlegårdsvej/Albertslund, skal du benytte Vallensbæk Strandvej til Vallensbæk Torvevej og videre til Søndre Ringvej.
- Skal du fra Ishøj til Brøndby, kan du køre ad Ishøj Strandvej til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard og videre til Søndre Ringvej via Sydgårdsvej. Alternativt kan du benytte O4 til Holbækmotorvejen.
- Følg skiltningen i området, og forvent ekstra trafik på omkørselsruterne i perioden.
For gående og cyklister
Gående og cyklister vil fortsat kunne passere mod Ishøj. Under arbejdet vil der være flagmænd til stede for at sikre og guide de bløde trafikanter igennem arbejdsområdet.
Det vil være muligt at færdes langs Søndre Ringvej og krydse over vejen.
Busomlægning af linje 300S
Linje 300S vil ikke standse på Søndre Ringvej ved Vallensbæk Station og Vejlegårdsvej.
Bussen standser i stedet ved Rønnebækhus/Nøddeboparken og Sandvejen.
Flere ændringer i uge 42
Når arbejdet med køreledningerne i krydset Vejlegårdsvej/Bækkeskovvej/Søndre Ringvej er færdigt, fortsætter Hovedstadens Letbane med at opsætte ledninger i krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej fra den 14. til 18. oktober. Dette arbejde og de gældende omkørsler vil blive varslet snarest.
Mere information
Hvis du har spørgsmål om letbanebyggeriet, er du altid velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på tlf. 7242 4500 eller via e-mail på info@dinletbane.dk.