I Vallensbæk Kommune har de mindste børn i daginstitutionerne i flere år nydt godt af hjemmelavet mad, hvor de aktivt deltager i tilberedningen, og hvor gode madfællesskaber er opstået omkring måltidet. Nu ser kommunen på muligheden for at videreføre denne succes til skolerne og bygge et professionelt køkken på samtlige af kommunens skoler.
Formålet med den potentielle skolemadsordning er ikke kun at sikre, at eleverne får en mættende frokost, men også at skabe gode madfællesskaber, som kan styrke børnenes trivsel og læring.
I budgetforliget for 2025 er der derfor afsat 250.000 kroner til at undersøge, om skolebørnene også kan få et sundt og nærende måltid midt på dagen.
Vigtigt signal om politisk vilje
Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen, understreger dog, at det lige nu handler om at undersøge muligheden:
- Det er vigtigt at sende et signal om, at vi vil det her, men det er stadig noget, vi undersøger. Men et godt måltid styrker både fællesskabet og børnenes læring. Det prioriterer vi her i Vallensbæk. Vi har tidligere indført hjemmelavet mad på vores plejecentre og daginstitutioner, og nu er tiden kommet til vores skoler. Derfor vil vi nu undersøge muligheden for at tilbyde skoleeleverne et sundt og nærende måltid midt på dagen. Det er en del af vores vision, og det er jeg stolt af, siger borgmesteren.
Finansiering og fremtidige ambitioner
Kommunen er klar over, at en skolemadsordning kræver betydelige ressourcer, og derfor undersøger de samtidig mulighederne for ekstern finansiering, herunder fondsmidler, for at kunne realisere en eventuel udvidelse. Med de afsatte midler på 250.000 kroner i budgettet for 2025 tager kommunen det første skridt mod en potentiel fremtid, hvor skoleelever også kan nyde godt af et sundt og hjemmelavet måltid.