Med over 25 års erfaring inden for børns trivsel og fællesskaber, herunder 10 år som børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, er Sanne den ideelle person til at udfylde rollen som Trivselsguide i Vallensbæk.
I sin nye rolle vil Sanne være en nøgleperson i arbejdet med alle børns trivsel og understøtte det videre samarbejde med udviklingen af Skolestyrken-programmet på kommunens tre folkeskoler. Skolestyrken er et anerkendt program, der understøtter og fremmer trivsel og fællesskab blandt elever, samt adresserer udfordringer som mobning.
- Jeg glæder mig til at komme rigtig i gang og bidrage til at styrke fællesskaberne i Vallensbæk, som er helt afgørende for børnenes trivsel i en travl hverdag. Jeg brænder for at børn vokser op og har det godt, og det gør de bedst ved, at de trives i hverdagen. Både derhjemme, i skolen og i fritiden, siger Sanne Lind.
Politisk prioritering
Ansættelsen af en trivselsguide har været et politisk ønske og prioritering igennem længere tid og er en del af sidste års budgetforlig.
- Med Sanne Lind i spidsen er vi overbeviste om, at vores indsatser for at skabe endnu bedre trivsel blandt børn og unge vil bære frugt. Vi glæder os til de positive forandringer, Sanne vil bringe til vores fællesskaber, siger chef for Center for børn og Unge, Jakob Rahbek Bjerre.
Sanne Lind er 52 år, gift og har tre børn. Hun bor i Ganløse, hvor hun også er vokset op.
I sin fritid dyrker hun fitness, og bruger tid i naturen med hesten. Og så er hun er et familiemenneske, som også nyder oplevelser og samvær med venner.