Der var smil og glade pårørende og enkelte steder også lidt nerver, da der var grundlovsceremoni torsdag den 25. maj på Rådhuset i Vallensbæk. En grundlovsceremoni er den officielle markering og for mange det sidste kapitel i en længere ansøgningsproces, inden de bliver danske statsborgere.
Denne torsdag deltog i alt syv mænd og kvinder i ceremonien, hvor de lovede, at de vil overholde grundloven og respektere grundlæggende danske værdier. Herefter var der store smil og håndtryk med borgmester Henrik Rasmussen, som ønskede dem stort tillykke.
En af dem er Martyn Lloyd Davies. Han er en af mange briter i Danmark, der som følge af Storbritanniens udmeldelse af EU har skullet gøre sig nye overvejelser om sit statsborgerskab.
- Det er godt at blive medlem af EU igen efter Brexit, ligesom jeg nu kan afgive min stemme til Folketingsvalget. Og så betyder det noget, at mine børn og kæreste også er danske. Det er lidt som om, at jeg nu føler mig hjemme efter 32 år som gæst i Danmark, siger Martyn Lloyd Davies, der også havde taget sin kæreste med til ceremonien.
Det sidste, jeg manglede
En anden af deltagerne ved grundlovsceremonien er Saira Tasnim, som er født og opvokset i Gladsaxe. Tidligere følte hun sig også godt dækket ind med de rettigheder, hun havde som EU-borger. I 2019-2020 var der dog to ting, der ændrede sig.
- Den primære årsag til, at jeg søgte, var, at jeg manglede at kunne stemme til Folketingsvalg. Det er bare blevet vigtigere og vigtigere for mig de seneste år, siger Saira, der er uddannet jurist.
Den anden årsag er tæt knyttet til hendes farfar, som oprindeligt var årsagen til, at hele familien flyttede til Danmark.
- Da han gik bort og blev begravet her i Danmark, føltes det som en tegn på, at det er her, jeg hører til. Det eneste, jeg manglede, var statsborgerskabet. Nu er der sat kryds ved det, og det er jeg glad for, siger hun.
De nye statsborgere i Vallensbæk, flankeret af borgmester Henrik Rasmussen yderst til venstre.