Kommunerne regner med i gennemsnit at bruge 467 kroner mindre pr. barn i dagtilbud i 2023 sammenlignet med 2022. I nogle kommuner er nedgangen langt, langt større. Det skriver NB-Kommune, der har lavet beregninger på baggrund af kommunernes budgetter for 2023. I Vallensbæk er det lige modsat. Her bruger man godt 2700 kroner mere pr barn i daginstitutionerne.
Det gør man fordi, Vallensbæk ser sig selv som en velfærdskommune, og ønsker at tiltrække nye børnefamilier fra eksempelvis København, og fordi man har sat børnenes trivsel i fokus. Det fremgår af kommunens nye udviklingsstrategi, hvor politikerne har beskrevet, hvordan et udviklende børne- og ungeliv skal se ud i Vallensbæk Kommune.
- Det handler ikke om, hvor mange penge man bruger, men hvordan man bruger dem. Børn der trives og er motiverede lærer bedst! Vi skal understøtte nysgerrigheden, og vi skal inspirere, stimulere og løfte alle børn, så alle kan realisere deres potentialer. Fordi vi gør en indsats, og sætter tidligt ind, så betyder det at børnene klarer sig godt og dermed får rigtig gode karakterer i folkeskolen, siger Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen og fortsætter.
En velfærdskommune
- Vi ønsker samtidigt at tiltrække nye familier fra eksempelvis København, der måske drømmer om et hus tæt på vandet. Vi er en velfærdskommune med gode forhold og det kræver gode daginstitutioner og skoler. Det har vi allerede, men vi ønsker hele tiden at følge med tiden, derfor har vi også besluttet at bygge en ny daginstitution.
Proriterer børnene
14 kommuner i Region Hovedstaden budgetterer med færre penge til de 0-5 årige end sidste år. Samlet set bruger landets kommuner 467 kroner mindre på aldersgruppen end sidste år. Det sker i en tid hvor kommunernes budgetter er pressede af stigende elregninger, kostpriser og besparelser. Samtidig er der stadig lovkravet om minimumsnormeringer. Men i Vallensbæk har man valgt at prioritere børnene.
- Vi prioriterer det gode børneliv højt. Det er derfor vigtigt, at vi i Vallensbæk har gode rammer og forudsætninger for at give børnene et trygt og udviklende forløb i dagtilbuddene. Da vi arbejder med trivsel i folkeskolen, betyder det, at når børnene fra dagtilbuddene starter i skole, er de godt forberedt på det skifte. De er harmoniske og i god trivsel. Det er sådan et børneliv bør starte og være, siger Jakob Rahbek Bjerre, børn- og ungechef i Vallensbæk.