I den anledning var formand, næstformand og kasserer fra menighedsrådet i Vallensbæk og Helligtrekongers Kirke, Vallensbæks kommunaldirektør og borgmester samlet til bobler og kage på Rådhuset for at fejre købet af Kirkegrunden.
Om Kirkegrunden
Vallensbæk Menighedsråd var tidligere ejere af ”Kirkegrunden”. Grunden er ubebygget, og arealet er ca. 11.100 kvm. Kirkegrunden er det grønne område imellem Vallensbæk Torvevej og gangbroen over Søndre Ringvej, som vist på billedet nedenfor.
Menighedsrådet udbød tilbage i 2007 grunden til salg til en mindstepris på 18,5 mio. kr. Kommunalbestyrelsen besluttede dengang ikke at byde på grunden, men kommunen og menighedsrådet har sidenhen drøftet køb af grunden, herunder om prisen, hvilket de endelig er kommet til enighed omkring.
Købsaftalen
Købsaftalen er udarbejdet inden for følgende rammer:
- Kommunen køber grunden af Vallensbæk Menighedsråd
- Overtagelse pr. 1. januar 2023
- Købesum 7 mio. kr.
- Grunden sælges, som den er og forefindes
- Menighedsrådet fraskriver sig ansvaret for miljøforhold, jordbundsforhold, forurening, ledninger m.v.
- Handelen berigtiges af kommunen, der afholder alle udgifter herved, herunder udgifter til skøde og tinglysning.
Der er ingen aktuelle planer for området.