De første nye beboere i Dagmarhaven er allerede flyttet ind, og flere kommer til, når hele boligområdet snart står færdigt. Det var dog ikke den virkelighed, Kommunalbestyrelsen kiggede ind i, da den i september 2022 vedtog en samlet plan for trafikomlægning af området omkring Vejlegårdsparken og Vejlesvinget.
Dengang var entreprenøren gået konkurs, og derfor var der en forventning om betydelige forsinkelser af byggeriet. Virkeligheden har vist sig at være en anden, og derfor er der nu truffet politisk beslutning om at rykke trafikomlægningen af Vejlesvinget frem.
Fordelen ved at fremrykke etapen er, at omlægningen så sker, inden trafikken på Vejlesvinget stiger som følge af byudviklingen i området. I dialog med bygherren vil kommunen gå i gang med arbejdet, når den del af byggeriet, der berører Vejlesvinget, er færdigt.
Sådan skal det se ud
Det nye Vejlesving vil få en ny grøn skillerabat mellem kørebanen og en ny fælles gang- og cykelsti på Dagmarhavesiden. Farten sænkes til 40 kilometer i timen, og der vil komme fartdæmpende indsnævringer af vejen med vejtræer.
Med den nye skillerabat vil vejen blive mindre bred, i alt seks meter. Det bliver derfor samtidig forbudt at standse og parkere bilen her.
Tiltagene vil alt i alt gøre området både grønnere, pænere og også mere trafiksikkert.
Finansieringen på plads
Prisen for omlægningen af Vejlesvinget vurderes at være 5,25 mio. kr., og finansieringen er allerede på plads via en flerårig trafikpulje fra budgetforhandlingerne i 2021.
Der er derimod ikke afsat midler til de øvrige etaper af området omkring Vejlegårdsparken og Vejlesvinget, ligesom tidsplanen heller ikke er fastlagt.