I mandags havde en gruppe kreative kvinder første SFO-dag på Egholmskolen i Vallensbæk. De er nemlig blevet frivillige Strikketanter.
Der vil være gang i strikkepindene, når der indtil sommerferien vil være frivillige Strikketanter i Egholmskolens SFO. Det giver børnene mulighed for at fordybe sig og lære klassiske håndarbejdsdyder som strikning, hækling og broderi.
Festlig start på strikkepindene
Første Strikketante- dag blev markeret med en tale til alle de nysgerrige børn af Morten Schou Jørgensen, formand for Børne- og Kulturudvalget. Herefter skulle garnet klippes og alle børn klappede.
I dagens anledning var der kage, saftevand og spiseligt garn i form af lakridssnører til alle børn. Strikketanterne fik dog ikke lov til blot at drikke kaffe. Så snart de satte sig til strikkebordet, kom interesserede børn hen til dem og strikketøjet kom i gang. Som en af Strikketanterne udtrykte det bagefter:
”Det var super sjovt og hyggeligt. Jeg glæder mig allerede til næste gang”.