Nu går den større energirenovering og ombygning af Mejsebo i gang. Vuggestue- og børnehavebørnene har derfor haft sidste dag i den gamle daginstitution.
Renoveringen forventes at tage et lille års tid, og i mellemtiden bliver vuggestuebørnene genhuset i juniorgolfklub-huset. Spejderhytten på Idræts Allé bliver opsamlingspunkt for børnehavebørnene om morgenen og om eftermiddagen. I løbet af dagen vil børnehavebørnene som udgangspunkt være på naturlegepladsen.
Beslutningen om, at Mejsebo skal energirenoveres blev taget i 2015. I september sidste år godkendte kommunalbestyrelsen så det nye projektforslag, som både indeholder energirenovering og ombygning af Mejsebo.
Totalrådgiver på projektet er: Friis Andersen Arkitekter A/S, mens hovedentreprenøren er: Kjær Knudsen A/S. Når energirenoveringen og ombygningen er færdig, vil det samlede areal af institutionen stige fra 451 kvadratmeter til 587 kvadratmeter.
De vigtigste milepæle det følgende år er:
Genhusning af institutionens børn fra den 1. februar 2019
Opstart af byggearbejdet: februar 2019
Aflevering af byggearbejder: november 2019
Indflytning i den ”nye” daginstitution: december 2019
Du kan se en vejledende plantegning af stuen i det nye Mejsebo her:
Med ombygningen af Mejsebo er målet at skabe en institution i børnehøjde, der samtidig gør pædagogernes arbejdsgange lettere.
Her er nogle af de ting, børn, forældre og pædagoger kan glæde sig til, når det nye Mejsebo efter planen står klar i slutningen af året:
- En mere lys og åben institution.
- Indgang i et stort fællesrum, hvorfra børnene kan sive ud til de stuer, de hører til.
- Sænkede vinduer, der dermed kommer ned i børnehøjde, så børnene kan følge med i, hvad der sker udenfor.
- To store tagterrasser.
- Et nyt og større industrikøkken.
- Et pædagogisk køkken, hvor børnene kan være med.
- En indretning, der er optimeret i forhold til personalet, så depotrum fx ligger tæt på.
- Et fællesrum til leg, musik og dans.