Morgensolen skinner på boldbanerne ved Vallensbæk Skole, hvor de første børn er begyndt at møde ind. Det er fredag den 17. april, og den gradvise genåbning efter corona-nedlukningen har været i gang i et par dage.
Lærerne står i hvert deres telt og tager imod børnene. Forældrene følger børnene hen til teltet, men ingen forældre kommer indenfor på skolen lige for tiden.
"Vi har lavet en plan, så børnene møder forskudt - de første 7.45, nogle møder klokken 8, og de sidste møder kvart over. Og på samme måde får de også fri forskudt", fortæller distriktsleder Annette Belling, mens hun viser den sindrige plan over området omkring skolen. Alt er timet og tilrettelagt, så børnene går ind ad forskellige indgange og dermed møder så få så muligt på vejen.
"Det er gået virkelig godt med genåbningen, og der har været stor opbakning fra forældrene til at få det til at fungere", siger Annette Belling.
Nu er alle børn fra 0.B kommet, og børnehaveklasseleder Karina Mainz Pedersen beder dem hanke op i taskerne, så de kan gå ind i klasselokalet.
"Så går vi – med zombie-afstand", siger Karina og rækker armene ud foran sig, så børnene bliver mindet om at holde afstand.
En enkelt elev er kommet for sent og bliver fulgt ind af distriktsleder Annette Belling.
Afdelingsleder for SFO, Umi Rashid, er også på plads.
"Vi har morgenåbent inden skole, men det er der ikke så mange, der har benyttet sig af endnu", siger Umi. De er der så til gengæld efter skole. På de andre to skolers SFO'er har man valgt en anden model, hvor børnene enten har SFO først og skole bagefter - eller omvendt.
Afdelingsleder for indskolingen, Liv Villadsen, tilføjer, at corona-situationen har givet anledning til mange nye måder at undervise på med mere bevægelse og flere udendørs aktiviteter.
Man kan jo sagtens holde en dansktime udenfor.
Udendørsområderne er opdelt med afspærringstape, så de forskellige grupper af børn ikke bliver blandet – det gælder både frikvarterer og den del af undervisningen, der foregår udenfor.
Nøddeboparken
Vi fortsætter turen til daginstitutionen Nøddeboparken, hvor koordinerende pædagog Louise Nielsen fra vuggestuen tager imod. Også her er det gået godt med genåbningen, fortæller Louise.
"Der er en fantastisk opbakning fra forældregruppen", siger hun, mens hun viser rundt på legepladsen, som er delt op i zoner til børnene fra de forskellige stuer.
"Vi har lagt noget af legetøjet væk – især det, som kan være svært at vaske. Alt legetøjet skal jo vaskes to gange om dagen", fortæller hun.
En gruppe børn og et par voksne er på vej hen til Nøddeboparkens bus, der som sædvanligt kører ud på tur dagligt med en gruppe børn. I dag går turen til stranden.
"I denne her tid er der dog færre børn med bussen, så de kan sidde med afstand", fortæller Louise.
De ældste børn fra Nøddeboparken - dem, der skal starte i 0. klasse til sommer - er fast ovre på naturlegepladsen i denne tid. Og sådan får man altså fordelt børnene på forskellige måder, så smitterisikoen bliver minimeret.
Egholmskolen
Vi siger farvel til børn og voksne i Nøddeboparken og tager også lige et smut forbi Egholmskolen. Også her er meldingen, at det er gået godt med at komme tilbage fra nedlukningen.
Flere steder på gulvet på skolerne er der sat klistermærker op, som skal minde eleverne om at holde afstand – for eksempel hvis de står i kø til toilettet.
Også på Egholmskolen er en del af undervisningen lagt udenfor, og her har man glæde af både atriumgårde og Det Grønne Strøg, der ligger lige ved skolen.
Indtil videre er det daginstitutionerne og skolernes 0-5. klasser, der er tilbage. De ældste elever går stadig i skole hjemmefra.