Der er blevet rapporteret om mange tilfælde, hvor bilister har kørt over for rødt i krydset ved Vallensbæk Torvevej og Nøddebostien, lige ved REMA 1000 og Rønnebækhus.
Derudover har en del utålmodige bilister haft den dårlige – og farlige – vane at bruge højresvingsbanen fra centret til at dreje til venstre uden om de biler, der holder og venter på at dreje til venstre.
Disse situationer forsøges nu undgået ved nogle forskellige tiltag, herunder:
- Stop-stregen fra centret bliver trukket tilbage
- Øen midt i krydset udvides, så det bliver vanskeliggjort at bruge højresvingsbanen til venstresving
- Sensor-systemet ændres, så personbiler ikke længere kan aktivere bussignalet
Tiltagene er besluttet i samarbejde med en ekstern rådgiver og efter længerevarende observation af trafikken i krydset.
Kommunens Vej- & Park-folk forventer at være færdige med arbejdet i løbet af de næste 10 dages tid. Det vil stadig være muligt at passere, mens arbejdet pågår.